Politiet stopper altid Omar: - Det er på grund af min hudfarve

Omar el Itr oplever tit blå blink i bakspejlet, og han er overbevist om, at mænd med minoritetsbaggrund bliver forskelsbehandlet. En ny rapport påpeger politiets problem med diskrimination, men ordensmagten afviser blankt, og rapporten deler vandene

Se interviewet med Omar her.
Følg Samfund

- Jeg giver dig 100 kroner, hvis politiet ikke stopper os. Jeg har ikke tabt en krone endnu.

Sådan joker 19-årige Omar el Itr med sine kammerater, og den unge mand med syriske rødder er særdeles træt af, at politiet konstant stopper ham og vennerne. De begår nemlig ingen former for kriminalitet.

Og Omar er ikke den eneste, som har billedet af, at ordensmagten er i hælene på mænd med anden etnisk baggrund.

Institut for Menneskerettigheder har netop udarbejdet en rapport, der viser, at mænd med rødder i Mellemøsten og Afrika har langt større risiko for at blive sigtet eller anholdt uden at blive dømt.

Det fremgår af instituttets analyse, at chancen for en sigtelse uden en dom er 27 procent højere for indvandrere og 45 procent større for efterkommere end for personer med dansk oprindelse.

Men Omar er langt fra den kriminelle løbebane. Han tager til daglig en tømreruddannelse og spiller divisionsfodbold i Brønshøj ved siden af.

Alligevel oplever han jævnligt blå blink i bakspejlet.

- Jeg kan blive stoppet tre gange på én dag, og så kan der gå en uge, hvor jeg ikke bliver stoppet. En uge er lang tid for mig, fortæller Omar til Ekstra Bladet.

Ifølge ham er det ingen tilfældighed, at politiet har mænd med anden etnisk baggrund i kikkerten.

- Det er jo på grund af vores hudfarve. Når de (politiet red.) ser tre-fire unge med udenlandsk baggrund køre rundt i en bil, så oplever vi, at de stopper os. Det er rigtig irriterende.

Artiklen fortsætter under billedet ...

19-årige Omar el Itr er træt af at blive stoppet af politiet på grund af sin hudfarve. Foto: Jonathan Damslund
19-årige Omar el Itr er træt af at blive stoppet af politiet på grund af sin hudfarve. Foto: Jonathan Damslund
 

Omvendt bevisbyrde
Institut for Menneskerettigheder bringer desuden citater fra en række mænd med anden etnisk oprindelse, der beretter om, hvordan de oplever at blive etnisk profileret i mødet med politiet.

Her fortælles der om politiets tone, der beskrives som mobning. Og den hårde tone er også noget, Omar oplever.

- Det, der irriterer mig mest, er den tone, der bliver snakket til en på, siger han.

- Hvordan bliver der snakket?

- Som om vi er kriminelle og lige er stukket af fra Vestre Fængsel. Som om politiet arbejder med en teori om, at alle unge med udenlandsk baggrund er kriminelle, indtil det modsatte er bevist.

Politiet har ved flere lejligheder set sig nødsaget til at indføre visitationszoner på Nørrebro og i Nordvest som følge af bandekonflikter. Senest dækkede en visitationszone Nørrebro og Nordvest frem til 1. februar i år. Og Omar kan sagtens forstå, at han bliver stoppet i områder, hvor der er mange bandekonflikter.

- Det kan jeg godt forstå. Men det er jo ikke kun på Nørrebro, jeg er blevet stoppet. Jeg kan ikke tælle de steder, hvor jeg er blevet stoppet i en bil med mine kammerater. Selv på vej til skole klokken syv om morgenen. Der havde vi vores skoletasker ved siden af os, men så skulle bilen ransages, og vi kom for sent til time. Og fik 50 procents fravær.

- Har du prøvet at gøre noget for ikke at blive stoppet? Måske ændre væremåde?

- Vores opførsel oplever de jo ikke, inden de stopper os, så det er ikke baseret på vores opførsel. Hvis vi spillede høj musik og generede folk, så kunne jeg godt forstå det. Men det er overhovedet ikke det. Det er kun baseret på min hudfarve.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Omar er ikke kriminel. Han spiller divisionsfodbold i Brønshøj og læser samtidig til tømrer. Foto: Jonathan Damslund
Omar er ikke kriminel. Han spiller divisionsfodbold i Brønshøj og læser samtidig til tømrer. Foto: Jonathan Damslund

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Rapporten deler vandene

På Christiansborg er der stor forskel på, hvordan rapporten fra Institut for Menneskerettigheder er blevet tolket.

Hos Enhedslisten er der dybe panderynker. Retsordfører Rosa Lund ser en klar problematik og mener, at det skyldes racisme.

- Det sætter spot på et kæmpestort problem i dansk politi. Nemlig, at der foregår etnisk profilering. Jeg tror, at grunden til, at det sker, er at der findes racisme i vores samfund, siger hun til Ekstra Bladet og understreger:

- Vi er jo alle sammen påvirket af de strukturerer, vi lever i, og derfor skal vi være opmærksomme på at gøre op med dem.

På den anden side står retsordfører Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, der betragter rapporten som misvisende. Partiet vender tommelfingeren opad til politiets arbejde og slår fast, at der er store problemer med kriminalitet i visse befolkningsgrupper.

- Uden at generalisere, så er unge mænd fra Afrika og Mellemøsten overrepræsenteret i kriminalstatistikkerne. Man er ofte i kontakt med politiet, hvis man har denne baggrund, slår han fast.

- Hvad så med en person som Omar? Han er integreret i det danske samfund og begår ingen kriminalitet. Er det fair, at han konstant bliver stoppet af ordensmagten muligvis på grund af sin hudfarve?

- Det er brandærgerligt, og jeg kan sagtens forstå hans frustration, når han har rent mel i posen. Men han skal tale med personer fra Mellemøsten og Afrika, der rammer ham, siger Peter Skaarup.

Artiklen fortsætter under billedet ...

19-årige Omar har følelsen af, at folk stempler ham som kriminel, når han konstant bliver stoppet af ordensmagten. Foto: Jonathan Damslund
19-årige Omar har følelsen af, at folk stempler ham som kriminel, når han konstant bliver stoppet af ordensmagten. Foto: Jonathan Damslund

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Afviser diskrimination
Hos politiet afviser leder af Efterforskningsenheden i Københavns Politi, ledende politiinspektør Poul Kjeldsen, at deres arbejde tager udgangspunkt i etnicitet.

- Dansk politi arbjeder for at sikre tryghed og sikkerhed for alle borgere uanset baggrund, etnicitet, køn, seksuel orientering eller andet. Vi tager ikke udgangspunkt i etnicitet i vores arbejde, medmindre der er en konkret efterforskningsmæssig årsag til det - for eksempel i tilfælde af efterlysning af en konkret gerningsmand, skriver han i et skriftligt svar til Ekstra Bladet.

Ifølge politiet tilrettelægges arbejdet ud fra det aktuelle kriminalitetsbillede, og siden bandekriminalitet har fyldt meget i København, er det ikke mærkeligt, at det er dét, de i politiet fokuserer på.

- Vi har for eksempel senest i december og januar set flere dødbringende skyderier i Københavnsområdet og har i den forbindelse haft en omfattende indsats for at komme den aktuelle konflikt til livs. I den forbindelse ser vi selvfølgelig på, hvem der ud fra en samlet profil matcher signalementet på personer, som er medlemmer af bandegrupperingerne, skriver Poul Kjeldsen.

Københavns Politi afviser dog ikke at forholde sig til anbefalingerne fra Institut for Menneskerettigheder. De oplyser, at Rigspolitiet gerne mødes med instituttet for en videre drøftelse af instituttets forslag og idéer.

Mere fra Ekstra Bladet+

Mettes skamløse spinshow

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+