Politihund på en ny måde: Derfor er Freja så særlig

Freja blev Danmarks første mobilhund sammen med Frauke

Hundefører Jørgen Hansen og Bo Jørgensen fik den 28. juni 2016 godkendt Freja (liggende) og Frauke til at være mobilhunde. Politiassistent på Politihundeskolen Tonny Kronsell stod for prøven. Foto: Sabrina Ejstrup Vig, Kriminalforsorgen.
Hundefører Jørgen Hansen og Bo Jørgensen fik den 28. juni 2016 godkendt Freja (liggende) og Frauke til at være mobilhunde. Politiassistent på Politihundeskolen Tonny Kronsell stod for prøven. Foto: Sabrina Ejstrup Vig, Kriminalforsorgen.

Indsatte kan være yderst opfindsomme, når de forsøger at gemme mobiltelefoner i deres celler. Derfor kan det nogle gange være svært for fængselsbetjente at finde telefonerne, men det skal nyuddannede hunde forsøge at dæmme op for.

Således blev Freja på ni år og Frauke på ti tirsdag Danmarks første mobilhunde. Det vil sige hunde, som er uddannede i at kunne snuse mobiltelefoner frem.

- Jeg synes, det er vigtigt, at hundene kan hjælpe. Det letter jo i den grad vores arbejde, for hunden kan jo undersøge et område meget hurtigere, end vi mennesker kan. Vi kan godt finde telefoner, når vi leder efter dem med hånden, men slet ikke lige så hurtigt som hundene, fortæller Jørgen Hansen, der er hundefører ved Kriminalforsorgen og ejer Freja, til Ekstra Bladet.

Sådan fungerer det
Freja og Frauke bliver ikke de eneste hunde, der skal søge telefoner frem i danske fængsler og arresthuse i fremtiden. Man er allerede gået i gang med at træne fire nye hvalpe målrettet mod at finde mobiler.

- Det handler egentlig bare om at lære hunden den nye duft. I Frejas tilfælde er hun i forvejen narkotikahund, så hun kender heroin, kokain, amfetamin, hash og ecstasy. Så hun har bare skullet lære, hvordan en mobiltelefon lugter, siger Jørgen Hansen og fortsætter:

- Vi ved ikke, om alle mobiltelefoner lugter ens, for vi mennesker synes jo ikke, de dufter af noget. Men vi har trænet hundene på hele telefonen, og vi kan se, at der er en duft, som de kan genkende, ligegyldigt hvilken model der er tale om.

Artiklen fortsætter under billedet:

De to nye og fire kommende mobilhunde var samlet til træning i juni 2016. Fra venstre: Sussie med Nokia, Thomas med Milo, Jørgen med Freja og Håkon og Bo med Frauke og Jammer. Foto: Sabrina Ejstrup Vig, Kriminalforsorgen.
De to nye og fire kommende mobilhunde var samlet til træning i juni 2016. Fra venstre: Sussie med Nokia, Thomas med Milo, Jørgen med Freja og Håkon og Bo med Frauke og Jammer. Foto: Sabrina Ejstrup Vig, Kriminalforsorgen.
 

Freja og Frauke er som sagt de første mobilhunde i Danmark, så man ved endnu ikke, hvor ofte de skal på arbejde. Men Jørgen Hansen håber, at de får poterne fulde med arbejdsopgaver i den kommende tid.

- Jeg forventer, at det bliver dagligt. Så det bliver lidt spændende at se.

Hvordan lugter en telefon?
Hunden Freja har faktisk også rekorden i at være Danmarks første personsøgehund. Spørgsmålet er dog, hvad det er, der gør, at hun er så god med sin snude.

- Det er egentlig ikke Freja, der er specielt god til det. Det skyldes, at jeg er træningsleder for de andre hundeførere og for at kunne se deres prøver, er jeg nødt til at være den første, der går op til prøve, fortæller Jørgen Hansen og tilføjer, at det også er grunden til, at Freja var den første hund, der blev godkendt som personsøgehunde.

Han forklarer, at for en hund er der stor forskel på, hvilke lugte for eksempel en fjernbetjening udsender i forhold til en mobiltelefon.

- Vi tror, at hundene kan genkende blandingen af batteriet, antennen og elektronikken. Vi kan se, at hundene ikke slår på, at der ligger andre elektroniske sager. De er interesseret i dem, men de markerer ikke på det.

- Så hundene kan virkelig skelne mellem, om det er en mobiltelefon eller bare en fjernbetjening?

- Ja, det kan de godt. Det er det, vi har set indtil nu. Vi har valgt at træne på hele telefonen i stedet for kun på mobilens batteri, og hundene markerer altså, når de opdager en telefon. 

Og Freja og Jørgen Hansen kan godt begynde at finde arbejdstøjet frem.

- Jeg har fået en henvendelse om, at der er nu mistanke om en mobil i et fængsel. Så Freja skal allerede starte som mobilhund i morgen, afslutter Jørgen Hansen over for Ekstra Bladet.

Jørgen Hansen og Bo Jørgensen har som de første fået godkendt deres hunde til at være mobilhunde. Foto: Sabrina Ejstrup Vig, Kriminalforsorgen.
Jørgen Hansen og Bo Jørgensen har som de første fået godkendt deres hunde til at være mobilhunde. Foto: Sabrina Ejstrup Vig, Kriminalforsorgen.
 

33 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere