Politiker raser: Fyret direktør får 3,7 mio.

Klaus Lunding blev tirsdag fyret fra jobbet som hospitalsdirektør for Herlev og Gentofte Hospital. Han kan se frem til en stor pose penge i fratrædelse

Klaus Lunding kan grine hele vejen til banken efter fyringen som hospitaldirektør. Alt i alt får han 3.675.213 kroner som gyldent håndtryk. Foto: PR
Klaus Lunding kan grine hele vejen til banken efter fyringen som hospitaldirektør. Alt i alt får han 3.675.213 kroner som gyldent håndtryk. Foto: PR

Selvom Klaus Lunding har overskredet Herlev og Gentofte hospitals budget med 50 mio., kan han alligevel indkassere to år med fuld løn svarende til 3.675.213 kroner i alt.

Det oplyser Region Hovedstaden til Dagens Medicin,

Medlem af Regions Hovedstadens forretningsudvalg, Henrik Thorup fra Dansk Folkeparti, er chokeret over Klaus Lundings lukrative ordning. Han siger til Ekstra Bladet, at han ikke var bekendt med det høje beløb:

- Jeg kender ikke til hans kontrakt. Den har vi i forretningsudvalget ikke set. Men det er i alles øjne et alt for stort beløb. Det kan virke modsatrettet, når budgetoverskridelsen løber op i den sum.

Klaus Lunding fratræder med udgangen af oktober og har en opsigelsesordning, der indbefatter 12 måneder med fuld løn samt en fratrædelsesgodtgørelse svarende til i alt 13 måneders løn.

Udmeldingen om Klaus Lundings fyring kom efter, at Region Hovedstadens forretningsudvalg tirsdag blev orienteret om store budgetoverskridelser på de to hospitaler, som Lunding har stået i spidsen for. En budgetoverskridelse svarende til 50 millioner.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra den afgåede hospitalsdirektør, men han har ikke vendt tilbage på vores henvendelser. Heller ikke regionsrådsformand Sophie Hæstorp har vendt tilbage.

227 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere