Politikere er ikke superstjerner

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

Lars Løkke fik massiv pressedækning sammen med Macron. Foto: Finn Frandsen
Lars Løkke fik massiv pressedækning sammen med Macron. Foto: Finn Frandsen

Tirsdag aften var jeg til fyraftens-jazz på en bar i indre København lige over for Slotsholmen. På Christiansborg var der lys i vinduerne, og en af barens gæster bemærkede, at der også var en fest på den anden side af kanalen.

En anden spurgte, hvad det var for noget. Jo, det var det der Macron. Og så blev der ikke snakket så meget mere om det.

Næste morgen var jeg et smut i min lokale kiosk og bemærkede lyden af en lavthængende helikopter på vejen derover. Det gjorde kioskmanden også. Han vendte øjnene opad og sagde blot ’Macron’, og så snakkede vi heller ikke mere om det.

Jeg tror helt ærligt, at det er sådan, de fleste danskere har det. Han var her, nu er han væk, livet går videre.

Det billede, der blev tegnet i medierne, var et andet.

Livestudiet på TV2 News var pakket med kommentatorer, som fulgte den franske præsidents tætte program væg til væg.

Det kneb sommetider med at finde på noget at snakke om, så der var godt gang i lommeulden.

Egentlig temmelig søvndyssende, men jeg vågnede halvt op, da jeg hørte en reporter spørge udenrigsminister Samuelsen, hvordan han havde det med, at han havde fået sådan en superstjerne til landet.

Siden hvornår er vi i medierne begyndt at kalde politikere for superstjerner? De er ret beset arbejdsmænd i folkets tjeneste, og vi, der har til opgave at holde øje med, om de passer tjansen forsvarligt, skal ikke ophøje dem til mere, end de er.

Alligevel stod der ’En superstjerne kommer til byen’ hen over skærmen på TV Avisen. Jeg synes, det er upassende.

Jeg underkender ikke, at der var stimlet mange glade mennesker sammen på Amalienborg Slotsplads for at få et glimt af dronningen og hendes gæster, ligesom der var rift om pladserne blandt studerende i Den Sorte Diamant, hvor præsidenten stillede op til debat.

Jeg synes selv, det var rørende at se ham tale med de pårørende til ofrene fra Krudttønden, og jeg har også ladet mig underholde af at kigge på kjolerne til hofballet.

Emmanuel Macron er absolut en af tidens mest interessante spillere i europæisk politik, men han er altså lige så menneskelig som alle andre politikere. Blot for at nævne noget havde han ikke større supermands-kraft, end at en af hans ministre uden varsel gik af for åbent tæppe midt i det hele. Arrangementet på Den Sorte Diamant blev til flere studerendes store skuffelse stoppet før tid på grund af forsinkelser. På hjemmefronten skuffer han også. Her har han meget lidt opbakning fra arbejdere og arbejdsløse. Hans popularitetskurve er faldet markant på et år.

Det går op og ned i politik, uanset om Macron for en stund spiller hovedrollen som gæst i det lille monarki, hvor alting lige pludselig ligner en Disney-film med stort gallataffel på slottet.

Billigt kan det franske statsbesøg ikke have været for Danmark, når man tager alting i betragtning. Men pompen og pragten er en flot kulisse for vores egne politikere at sole sig i. Løkke er sikkert for en gangs skyld ikke utilfreds med den massive mediedækning.

Der sker også ting under et statsbesøg, som offentligheden aldrig får kendskab til. Det bemærkede en forsker i international politik, diplomati og EU's udvikling, Rebecca Adler-Nissen, forleden til Politiken.

Lad mig til eftertanke for alle os i medierne slutte af med et citat fra hende:

’I virkeligheden har det vigtigste nok været noget af det, vi ikke kunne se.’

93 kommentarer
Vis kommentarer