Snart kan det være slut med at sende balloner op i luften, hvis man bor i den britiske region Lancashire.
De lokale byråd rundt om i regionen er i hvert fald blevet bedt om at overveje et forbud mod at sende balloner og lanterner op i luften.
Det skriver det lokale medie Lancashire Post.
Anbefalingen om at forbyde balloner er en del af en række, som en arbejdsgruppe af amtrådsmedlemmer er kommet med, i forbindelse med at de har undersøgt forskellige måder at reducere brugen af engangsplastik i regionen på.
- Konsekvenserne er markante
Formanden for arbejdsgruppen, Gina Dowding, siger, at det vil være nemt at implementere loven, da det ikke kræver nogen kommunale vedtægter.
- Hvis der fandtes begivenheder, hvor folk samledes og dumpede en masse plastik på et sted, ville der være et ramaskrig om det, siger hun ifølge Lancashire Post og tilføjer:
- Men fordi balloner flyver op i luften, før de kommer ned igen, ser vi ikke den umiddelbare konsekvens. Imidlertid er konsekvenserne meget markante.
Forslaget er umiddelbart blevet taget godt i mod regionens undersøgelseskomite. Alligevel er forslaget ikke blevet officiel politik, som nogle af de andre forslag, der er blevet stillet.
Rådhuset går forrest i kampen mod plastik
På rådhuset har man allerede fjernet plastikkopper og erstattet dem med drikkeglas, ligesom sodavand i plastikflasker er erstattet af dåser. Det har dog vist sig at være svært at fjerne brugen af vand på plastikflasker. Cafeen på rådhuset sælger nemlig omkring 5500 af dem om året - også selvom man har opfordret personalet til at medbringe deres egne genopfyldelige flasker.
For Gina Dowding er missionen ikke at stoppe hyggelige begivenheder, fortæller hun til Lancashire Post.
- Vi ønsker ikke at forbyde fester eller andre fejringer, men vi kan ikke tillade (noget, red.), der forårsager så meget ødelæggelse.
Vanvittige billeder: Flere kilo plastik fundet i hval