Politisk flertal vil fjerne krav om booking

Det er et krav, at du skal bestille tid 30 minutter før, du vil ud at spise eller drikke i morgen. Det krav vil et politisk flertal nu afskaffe

Overblik: Sådan genåbner Danmark onsdag.

Onsdag 21. april kan barer, cafeer og restauranter servere både mad og drikke til sine gæster - hvis gæsterne har bestilt tid 30 minutter før vel at mærke. Det vil et politisk flertal nu lave om på.

Det skriver TV 2.

Kritik af krav
Det politiske flertal er blevet fundet blandt Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance, Alternativet og Nye Borgerlige.

Og deres kritik har siddet løst den seneste tid. Erhvervsordfører fra Venstre, Torsten Schack (V), har udtalt, at 'kravet ikke giver nogen mening.'

Da partierne i sidste uge blev enige om en revurderet genåbningsplan, var 30-minutters-kravet ikke smidt på forhandlingsbordet.

I planen fremgik det, at genåbningen skulle ske ved hjælp af både coronapas og forudgående bordbestillinger. Men altså ikke med det konkrete 30-minutters-krav.

- Det var ikke sådan, vi tolkede aftalen, fortæller Mona Juul, der er erhvervsordfører hos de Konservative.

Hun frygtede, at reglen kan resultere i tomme borde rundt på de forskellige steder.

Aktiviteten skulle holdes nede
Kravet om bordbestilling har ifølge Erhvervsministeriet til formål at holde 'samfundsaktiviteten nede' og for at 'lave en mere kontrolleret og styret genåbning.'

Men det argument har det politiske flertal ikke købt. Og derfor vil de nu gøre op med kravet.

Kristian Østergaard, der har Odd Fellowgaarden i Køge, gør klar til at genåbne.