Politivold i USA udløser demonstrationer i Aarhus og Odense

Der var demonstration i København søndag. Onsdag går folk på gaden i Aarhus og Odense i protest mod racisme

Ordenen
Ordenen "I can't breathe" er blevet et slags slogan for protesterne mod racisme og politivold. Det var de ord, som 46-årige George Floyd gentog under en anholdelse mandag i sidste uge, som endte med at koste ham livet. Han døde, efter at en hvid politibetjent havde presset sit knæ mod mandens hals i flere minutter. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Protesterne i kølvandet på en sort amerikaners død har spredt sig fra USA til mange andre lande.

Nu skriver Odense og Aarhus sig på listen over byer, der afholder demonstration i protest mod racisme og politivold.

Onsdag holder bevægelsen 'Black Lives Matter' demonstration i Aarhus. Det foregår på Rådhuspladsen klokken 17. Det fremgår af en begivenhed på Facebook.

Tirsdag omkring klokken 11 har lige over 1000 personer tilkendegivet deres interesse.

I Odense arrangerer netværket 'Racismefri by - Odense for mangfoldighed' en solidaritetsdemonstration. Det begynder på banegårdspladsen onsdag klokken 17, skriver TV2 Fyn.

- Det er en støtte og opbakning til ofrene i USA og alle de mennesker, som er trætte af racisme og diskrimination, siger Lene Junker, der er talsperson for 'Racismefri by - Odense for mangfoldighed', til TV2 Fyn.

Søndag var der demonstration i København. 'Black Lives Matter' stod bag, og ifølge Københavns Politi toppede demonstrationen med 2000 deltagere.

Protesterne begyndte tirsdag i forrige uge. Det var, dagen efter at amerikaneren George Floyds død.

46-årige Floyd var en sort mand, der mistede livet i forbindelse med en anholdelse i byen Minneapolis.

Også i Storbritannien, Tyskland, Italien, New Zealand og Canada har tusindvis af mennesker været på gaden i protest.

På Trafalgar Square i London knælede hundredvis af demonstranter søndag eftermiddag, mens de råbte: 'Ingen retfærdighed, ingen fred'.

I den tyske hovedstad, Berlin, samlede store menneskemængder sig foran den amerikanske ambassade.

Graffitikunstnere har malet Floyds ansigt på en del af Berlinmuren efterfulgt af ordene 'I can't breathe' (på dansk: 'Jeg kan ikke trække vejret').

125 kommentarer
Vis kommentarer