En af de helt store pollenplager er indtruffet, når Astma-Allergi Danmark skød sæsonen for birkepollen i gang to uger tidligere end normalt. At birkepollen allerede nu plager allergikerne, skyldes blandt andet et mildt forår og en pludselig stigning i temperaturerne.
Derfor er pollen-plagen allerede i gang
Andrea-Pil Holm, biolog og leder af pollentællingerne hos Astma-Allergi Danmark, forventer generelt, at sæsonen vil byde på høje pollental.
- Det er stadig svært at spå om, hvordan sæsonen vil arte sig, men hvis vejret fortsætter med sol og varme, kan vi godt forvente høje pollental. Vi har allerede haft rekordhøje mængder af el og hassel dette forår, lyder det fra Andrea-Pil Holm.
Tre gode råd mod allergi
Er man blandt de mange danskere, der hvert år rammes af allergien, så er der heldigvis gode råd at hente, hvis man vil mindske sine gener.
- Det er altid meget vigtigt, at man går til sin læge. Det er det allervigtigste. Så man bliver veldiagnosticeret, så man også kan være velbehandlet. Det er simpelthen ultimo. Hvis man føler, at man mærker det, så kan man altid kontakte sin læge og enten blive priktestet eller få taget blodprøver for det, forklarer Andrea-Pil Holm.
Et andet trick er at tænke over, hvornår på dagen man vælger at lufte ud i hjemmet.
- Man skal passe på med, hvornår man lufter ud. Det er jo meget vigtigt at huske at få luftet ud, men hvis man gør det tidlig morgen og sen aften, så kommer man udenom, hvor pollenet er på sit aller højeste. For det er det, når dagen er varmet godt op og det er midt på dagen.
Sidst men ikke mindst kan man holde symptomerne nede ved skylle dagen af sig, når man kommer hjem.
- Så kan det også være rigtig godt at huske at skylle sit hår om aftenen. Man får enormt meget pollen i håret, når man går ude, og i virkeligheden er det faktisk også vigtigt, at ens partner husker at skylle sit hår, så man ikke får det med ind i sengen, når man sover, afslutter Andrea-Pil Holm.
Pollenallergikere kan også få hjælp til at træffe de nødvendige forholdsregler med Astma-Allergi Danmarks nye pollen-app, Dagens Pollental.