Pompeo drøftede topmøde med Kim Jong-uns højre hånd over bøf

USA's udenrigsminister kalder sit møde med nordkoreaneren Kim Yong-chol i New York onsdag aften "fantastisk"

Foto: Ho/ritzau/scanpix
Foto: Ho/ritzau/scanpix

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, og en udsendt topembedsmand fra det nordkoreanske styre mødtes onsdag aften amerikansk tid i New York.

Her skulle parterne forsøge at blive enige om betingelserne for et muligt kommende møde mellem USA's præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i næste måned.

Først ankom Mike Pompeo sammen med chefen for CIA's Korea-afdeling, Andrew Kim, til en lejlighed på Manhattan i nærheden af FN's hovedkvarter. Kort tid efter ankom Kim Jong-uns højre hånd, den firestjernede general Kim Yong-chol.

Han er den mest højtstående nordkoreaner, der har besøgt USA siden 2000.

- Det var fantastisk, sagde Pompeo til journalister efterfølgende om det halvanden time lange møde, der begyndte omkring klokken syv lokal tid.

- Det var en god arbejdsmiddag med Kim Yong-chol i New York i aften, skrev Pompeo senere på Twitter.

- Menuen stod på bøf, majs og ost.

Det var det tredje møde mellem de to embedsmænd, der arbejder på at færdiggøre planlægningen af et topmøde planlagt til den 12. juni.

Yderligere to møder er planlagt mellem Mike Pompeo og Kim Yong-chol torsdag.

Den amerikanske udenrigsminister beskrev før mødet i et tweet, hvad der var på dagsordenen:

- Jeg ser frem til mødet med Kim Yong-chol i New York, hvor vi skal diskutere præsidentens potentielle møde med formand Kim.

- Vi er fast besluttet på at gennemføre en komplet, verificerbar og uigenkaldelig atomafrustning af den koreanske halvø, tilføjede han.

Kim Yong-chol er næstformand for centralkomitéen i Nordkoreas arbejderparti og anses ifølge magasinet Time for at være en af Kim Jong-uns mest betroede rådgivere.

Kim Yong-chol har tidligere været øverste chef for Nordkoreas efterretningstjeneste og har indtaget en ledende rolle i de seneste måneders samtaler mellem Nordkorea og Sydkorea.

På grund af amerikanske sanktioner imod ham har Kim Yong-chol normalt ikke tilladelse til at rejse ind i USA.

Både USA og Sydkorea har sortlistet Kim Yong-chol på grund af hans støtte til det nordkoreanske atom- og missilprogram.

9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere