Pompeo skal drøfte atomafrustning med Kim på torsdag

Den amerikanske udenrigsminister skal mødes med den nordkoreanske leder i Pyongyang på torsdag

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, rejser torsdag til Nordkorea. Her skal han drøfte atomafrustning på Den Koreanske Halvø med den nordkoreanske leder, Kim Jong-un.

Det oplyser Det Hvide Hus mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Besøget i Pyongyang bliver Pompeos tredje besøg i Nordkorea og det første siden et topmøde mellem Kim Jong-un og USA's præsident, Donald Trump, den 12. juni i Singapore.

På topmødet indvilgede den nordkoreanske leder i at "arbejde for en atomafrustning på Den Koreanske Halvø".

Dog blev der ikke givet nogen oplysninger om, hvordan eller hvornår Nordkorea har tænkt sig at opgive sit atom- og missilprogram, som lige nu truer USA.

Siden topmødet har amerikanske embedsmænd arbejdet for at forsøge at få uddybet detaljerne i planen.

- For at fortsætte det igangværende og vigtige arbejde med en atomafrustning på Den Koreanske Halvø vil udenrigsminister Pompeo rejse til Nordkorea den 5. juli for at mødes med den nordkoreanske leder og hans hold, siger talsmand i Det Hvide Hus Sarah Sanders på et pressemøde.

Hun fortæller videre, at USA "fortsat gør fremskridt" i dets drøftelser med Nordkorea.

- Vi havde nogle gode møder i går, og udenrigsministeren vil tage dertil i denne uge for at fortsætte disse drøftelser, siger hun mandag.

En amerikansk delegation ledet af USA's ambassadør til Filippinerne, Sung Kim, holdt søndag samtaler med sin nordkoreanske modpart på grænsen mellem Nord- og Sydkorea for at "diskutere de næste trin i implementeringen".

Sarah Sanders siger på pressemødet, at hun ikke ønsker at hverken be- eller afkræfte medierapporter om, at Nordkorea fortsætter med at producere brændsel til atomanlæg.

I weekenden fortalte fem anonyme, amerikanske embedsmænd til mediet NBC, at Nordkorea forsøger at føre USA bag lyset.

Ifølge en efterretningsrapport, som embedsmændene henviser til, formodes det, at Nordkorea har fortsat med at producere brændsel til atomvåben på forskellige steder i landet de seneste måneder.

Hverken efterretningstjenesten CIA eller det amerikanske udenrigsministerium har ønsket at kommentere oplysningerne. Og det samme gælder altså Det Hvide Hus.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere