Populært bolighus med kæmpe udsalgs-ups: - Det er ulovligt

Illums Bolighus vildledte ifølge Forbrugerrådet sine kunder, da de holdt brandudsalg i forrige uge

Der opstod flere ophedede diskussioner, da folk forsøgte at springe over i køen til brandudsalget. Video: Jonas Olufson

'Varer købt på brandudsalg købes som beset, byttes ikke og tages ikke retur'.

Sådan stod der på store skilte og kvitteringer i forbindelse med det store brandudsalg i Illums Bolighus på Amagertorv i forrige uge, hvor tusindvis af håbefulde danskere stod i kø i flere timer for at gøre et godt kup.

Udsalget blev stablet på benene, efter en stor brand havde hærget butikken og beskadiget en lang række af bolighusets designervarer. Derfor kunne man til udsalget købe mærkevarerne til omkring 50 procent.

Men ifølge Forbrugerrådet Tænk fulgte Illums Bolighus langt fra reglerne i forbindelse med udsalget.

- Der hvor kæden springer af er, når Illums Bolighus skriver på kvitteringerne, at varerne fra brandudsalget 'købes som beset'. På den måde forsøger de at skrive sig ud af den to års reklamationsret, som man ifølge købeloven altid har som forbruger, og det kan man uanset hvad ikke skrive sig ud af. Det er en decideret vildledning af forbrugernes retsstilling, og det er imod markedsføringsloven og derfor ulovligt, siger Tina Dhanda, der er jurist hos Forbrugerrådet Tænk, til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet...

Her ses en af de kvitteringer, som blev udleveret til kunderne ved brandudsalget. Foto: Privatfoto
Her ses en af de kvitteringer, som blev udleveret til kunderne ved brandudsalget. Foto: Privatfoto

Det er provokerende
20-årige Cathrine Johansen fra Hillerød er en af de mange danskere, der deltog i brandudsalget. Sammen med sin søster stod hun i kø i mange timer for at få fingrene i bolighusets gode tilbud. De to piger kom hjem med flere tasker hver og ting til hjemmet fra både Stelton og Georg Jensen.

Til brandudsalget oplevede Cathrine Johansen, at medarbejderne gjorde meget ud af at fortælle kunderne, at reklamationsretten ikke var gældende, og at kunderne derfor ikke kunne bruge kvitteringerne på de ting, de købte til brandudsalget.

- Jeg synes, at det er forkert, at Illums Bolighus bryder markedsføringsloven på den måde og har fejlinformeret os kunder. Ekspedienten, som jeg blev ekspederet hos, havde meget fokus på at fortælle kunden før mig, at der netop ikke var nogen reklamationsret på varerne, så man skulle kun bruge kvitteringen som bevis, når man gik ud fra butikken, så man kunne dokumentere, at man havde købt varerne. Ellers var den nyttesløs, siger hun til Ekstra Bladet.

- At det så ikke er rigtigt, og at man ud fra markedsføringsloven stadig kan få reklamation for varerne og derfor bør gemme bonnen provokerer mig. Jeg kunne nemlig sagtens have fundet på at smide kvitteringen ud og dermed "selv" have fravalgt at kunne få reklamation senere hen. Det er jo relevant at have mulighed for reklamation, hvis min søster eller jeg senere opdager, at der er noget galt med syningerne eller læderet på de tasker, vi har købt, fortsætter hun.

Man kan altid klage
Ifølge Tina Dhanda har man som forbruger altid mulighed for at klage over en vare, hvis det viser sig, at der er fejl eller mangler udover dem, man blev oplyst om ved køb af den pågældende vare. En ret, som Illums Bolighus ikke gjorde klar nok over for forbrugerne i forbindelse med brandudsalget.

- Selvom Illums Bolighus vælger at holde brandudsalg og oplyser, at de varer, de sælger, har lugtgener, så kan de ikke fraskrive sig, at man som forbruger altid har ret til at klage, hvis ens vare viser sig at have andre fejl eller mangler udover de oplyste. Ifølge min juridiske vurdering er det netop det, de prøver på at gøre her. Som forbruger kan jeg klage over alle problemer, der opstår, så længe det ikke har relation til branden, siger hun.

Står det til Forbrugerrådet Tænk burde Illums Bolighus have oplyst langt bedre om forbrugernes rettigheder under brandudsalget.

- Det er ikke nok, at Illums Bolighus oplyser om reklamations- og bytteregler nederst på kvitteringen og på skilte. Det er deres ansvar, at forbrugerne ikke er et sekund i tvivl om, hvad det er for nogle varer de køber, og hvordan de er beskadigede som konsekvens af branden. Det skal de vide, inden de køber varen, siger Tina Dhanda.

Artiklen fortsætter under billederne...

Skaderne var massive efter branden i Illums Bolighus. Foto: Stine Tisvilde
Skaderne var massive efter branden i Illums Bolighus. Foto: Stine Tisvilde
 

Skaderne var massive efter branden i Illums Bolighus. Foto: Stine Tisvilde
Skaderne var massive efter branden i Illums Bolighus. Foto: Stine Tisvilde

Kan få konsekvenser
Det kan ifølge Forbrugerrådet Tænk få store konsekvenser for Illums Bolighus og i værste tilfælde koste en stor bøde, at de har brudt reglerne i forbindelse med brandudsalget.

- I og med at de har brudt markedsføringsloven ved at lave en ugyldig aftale med forbrugerne om, at de køber varerne som beset, så kan bolighuset risikere at havne i problemer. For det første kan de helt lavpraktisk opleve, at forbrugere kommer ned i butikken og kræver, at de modtager deres varer som en reklamation, og det er de nødt til at forholde sig til, for de skal overholde købeloven, siger Tina Dhanda.

- Derudover er der jo en mulighed for, at Forbrugerombudsmanden går ind i sagen, hvis han modtager klager fra forbrugerne. Hvis han går ind i sagen, kan Illums Bolighus risikere at få en stor bøde, fordi de jo netop har brudt loven her, fortsætter hun.

Gem altid kvitteringen
Ifølge Forbrugerrådet Tænk er det værd at have sine forbrugerrettigheder in mente, hver gang man handler. Derfor er det også en god idé altid at gemme sine kvitteringer, så man er godt stillet, hvis der opstår problemer med ens vare.

- Det er vigtigt, at forbrugerne er opmærksomme på, at de altid har to års reklamationsret, uanset hvad butikkerne så prøver at pådutte dem. Skal man kunne bruge sin reklamationsret, skal man dog altid husker at gemme kvitteringer, for det er en forudsætning for, at man kan reklamere over en vare. Hvis man er i tvivl om sine rettigheder som forbruger, så er det en god idé at læse op på dem, så man har dem i baghovedet, når man handler, siger Tina Dhanda.

Ekstra Bladet har siden klokken 10 torsdag formiddag forsøgt at få en kommentar fra Illums Bolighus gentagne gange.

Bolighusets marketingschef Sofie Moll er dog ikke vendt tilbage på henvendelserne.

Det skal du huske som forbruger

  • Købeloven giver dig to års ret til reklamation, og det er ikke muligt at aftale en kortere frist, eller at reklamationsretten ikke gælder for alle dele af varen.
  • Hvis en vare viser sig at være mangelfuld, giver købeloven dig mulighed for at vælge mellem flere løsninger. Du kan få manglen afhjulpet, fx få varen repareret. Du kan få varen byttet til en ny vare. Du kan få et afslag i prisen. Du kan få pengene tilbage.
  • Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet. Du skal altid gemme din bon i mindst to år, hvis du vil bevare dine rettigheder.

Kilde: Forbrug.dk