PostNord fyrer 200

Som led i sin omstilling skrotter PostNord 200 ansatte ved hovedkontoret i Sverige

Arkivfoto: Benjamin Nørskov
Arkivfoto: Benjamin Nørskov

Det dansk-svenske postforetagende PostNord skal have gang i en fyringsrunde. 200 ansatte vil blive opsagt, bekræfter selskabets presseansvarlige Maria Ibsén til Sveriges Radio.

Der er tale om ansatte ved hovedkvarteret i Sverige, skriver Sveriges Radio. Der er i afdelingerne for kommunikation, handel på internettet og logistik, at der skal være færre ansatte.

PostNord har selv udsendt en pressemeddelelse. Her nævnes fyringsrunden ikke, men der står, at ledelsen skal på skrump. Helt specifikt vil fire chefer stoppe med udgangen af juni.

Der er blandt andet tale om chefen for afdelingen Nordic Solutions, Anders Holm, og chefen for forretningsområdet eCommerce og Logistics, Tim Jørnsen.

- Ændringerne i PostNord er et led i det omstillingsarbejde, der skal ruste PostNord til at håndtere de store forandringer, der sker på brev- og pakkemarkederne, skriver PostNord i meddelelsen.

I april skiftede PostNord topdirektør, da Håkan Ericsson mistede sin post. Siden da har Annemarie Gardshol været konstitueret som koncernchef.

Chefen for den danske afdeling, Peter Kjær Jensen, beholder sit job.

PostNord er ejet af den danske og svenske stat. Selskabet har været presset de seneste år af en faldende mængde breve.

69 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere