Poul Madsen er også pisseirriterende

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

To pisseirriterende chefredaktører tager imod spørgsmål fra publikum i Ekstra Bladets telt på Folkemødet. Foto: Rasmus Flindt
To pisseirriterende chefredaktører tager imod spørgsmål fra publikum i Ekstra Bladets telt på Folkemødet. Foto: Rasmus Flindt

Rykkede det så noget, det der folkemøde?

Eliten kloger sig hvert år om det, men i virkeligheden er det vel op til den enkelte at afgøre: Fik jeg noget ud af det eller ej?

Personligt rykkede jeg mig på Bornholm, og det startede i Ekstra Bladets telt fredag eftermiddag. Her havde jeg sat Ritt Bjerregaard stævne for at tale om magt, mænd og karriere set fra det kvindelige perspektiv.

Teltet var fyldt op i god tid, før vi gik på. Ritt er mere end én gang blevet beskyldt for at være elitær, men ikke desto mindre tiltrækker hun fortsat et stort folkeligt publikum.

Jeg spurgte, hvad Ritts holdning til kvoter er. Altså kvoteordninger i virksomheder og bestyrelser for at få flere kvinder ind i de øverste ledelseslag i samfundet, hvor de stadig i år 2016 er i mindretal. Selv har jeg hidtil været skeptisk. Jeg har ikke brudt mig om, at nogen skulle tro, at man som kvinde fik et job, bare fordi der var en kvote, der skulle passes.

- Pjat, sagde Ritt. Det handler da om at få en platform, hvorfra man kan vise, hvad man kan.

Den tyggede jeg lidt på. Måske skulle man være lidt mere ligeglad med, hvad andre tænker? På den front ved Ritt, hvad hun taler om. Og ingen professionelt drevet virksomhed eller bestyrelse vil jo lade én sidde, hvis man ikke kan sit kram. Uanset hvordan man er kommet til fadet.

Næste dag havde publikum i vores telt mulighed for at riste min chefredaktør-kollega Poul Madsen og mig med nærgående spørgsmål. Et af dem lød: Hvorfor blev der først i 2011 ansat en kvindelig chefredaktør på Ekstra Bladet?

Poul forklarede, at det ikke er ham, der har ansat mig, men JP/Politikens Fond. Han forstod godt hvorfor. Godt nok er hun pisseirriterende, sagde han, men det er på den gode måde, skyndte han sig at tilføje. Jeg fik fat i kraven på ham og en af den danske mediebranches andre alfahanner, tidligere topboss på TV2 og Metro International Per Mikael Jensen, om lørdagen, hvor jeg havde dem på scenen til debat. Sådan helt kvindeligt talt.

- Hvad med de der kvoter, spurgte jeg dem begge. De var imod. Bl.a. af samme årsag, som jeg hidtil selv havde været, sagde de. Og Poul mente, at Ritts argument hørte en anden tid til. Men så uddybede Per Mikael og fortalte, at når han har siddet med en bunke ansøgninger til et job, har han altid fundet de tre bedste kvindelige ansøgere og altid taget de tre til samtale sammen med de øvrige kvalificerede.

Jeg kender Poul godt nok til at kunne se, at den mini-kvote-ordning gjorde et vist indtryk.

- Har du rykket dig lidt i den her debat, spurgte jeg ham til sidst.

- Mjahh, sagde han: - Det ved jeg ikke, men du kunne jo selv som chefredaktør arbejde for, at de bliver indført. Det ville en mand gøre.

Jeg synes, det var pisseirriterende sagt.

På den gode måde.

16 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere