Power-køb gik helt galt: Bo endte i snak med norsk børnehave

Bo Ross Mogensen fik et kæmpe chok, da en trimmer købt i Power pludselig eksploderede. Da han ville melde det til Power, blev han mødt af en mur af total ligegyldighed

Bo Ross Mogensen var heldigvis hjemme og kunne hurtigt slukke den lille flamme og rydde op efter eksplosionen. Foto: Bo Ross Mogensen
Bo Ross Mogensen var heldigvis hjemme og kunne hurtigt slukke den lille flamme og rydde op efter eksplosionen. Foto: Bo Ross Mogensen

Det gik heftigt for sig, da Bo Ross Mogensen pludselig hørte et højt drøn fra sit badeværelse.

Kort forinden havde han sat sin trimmer fra Power til opladning, og da han hastede ind for at se, hvad der var sket, blev han mødt at et voldsomt syn.

- Jeg stod ude i min have omkring 10 meter væk fra badeværelset. Jeg løb ind og spurgte min kone, hvad der var sket. Jeg gik ud på badeværelset, og så kunne jeg se sodskader helt oppe i loftet og en eksploderet trimer.

- Det kunne være gået helt galt, hvis jeg havde stået med den i hånden, siger Bo Ross Mogensen til Ekstra Bladet.

Totalt ligeglade
Heldigvis var der kun materiale skader, men Bo fra Hammel følte alligevel, at han måtte gøre noget.

- Jeg var ikke jagt efter en erstatning eller en ny trimmer. Jeg følte bare, at det var mit ansvar at advare andre. Derfor tog jeg ud til Power i Tilst ved Aarhus, men der blev jeg mødt af en Power-medarbejder, der simpelthen ikke kunne være mere ligeglad. Han sagde bare 'Ej hvor sygt' og grinte af det, siger Bo Ross Mogensen til Ekstra Bladet.

Bo Ross Mogensen holdt fast og fik lovning på, at de ville notere det og følge op. Men det skete aldrig. Da han ringede til Power senere samme dag, blev han mødt af nye spørgsmål.

- Hvis ham i butikken var ligeglad, så var det intet sammenlignet med ham i telefonen. Det virkede som om, at han allerhelst bare gerne ville op på sit værelse og lege med tog. Jeg blev bare afvist og verfet af, siger Bo Ross Mogensen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Sodskader på Bo Ross Mogensens badeværelse. Foto: Bo Ross Mogensen.
Sodskader på Bo Ross Mogensens badeværelse. Foto: Bo Ross Mogensen.
 

Forvirret norsk børnehave
Til sidste endte han dog med at få et nummer på producenten Nooa, som han selv kunne ringe til.

Selv om han egentlig ikke følte, at det var hans ansvar, så ringede han dem op. Her blev han dog mødt af en snotforvirret medarbejder i en norsk børnehave, der ikke helt var klædt på til at svare på spørgsmål om en eksploderet trimmer i Hammel.

- De havde bare givet mig et eller andet nummer for at få mig væk. Grunden til, at jeg gerne vil fortælle min historie er, at jeg havde håbet, at Power ville tage den slags lidt mere seriøst. Det er jo ikke jordens største historie, men jeg blev alligevel forundret, siger Bo Ross Mogensen til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har været i kontakt med salgschef i Power, Simon Frølich. Han bekræfter, at Bo Ross Mogensen henvendte sig til Power i deres butik i Aarhus, men er ikke helt enig i, at de ikke tog ham alvorligt.

- Jeg har talt med den ansvarlige i butikken, der har talt med den pågældende medarbejder. Vedkommende havde ikke en opfattelse af, at han var ligeglad.

- Vi har en fast procedure, når vi får den slags henvendelse. Så skal vi tage imod produktet og kontakte producenten. Det er desværre ikke blevet gjort i dette tilfælde. Det er en beklagelig fejl, siger Simon Frølich til Ekstra Bladet.

Bo Ross Mogensen har sidenhen købt en ny trimmer. Ikke hos Power.