Præsident død efter sammenstød med oprørere

Den nyligt genvalgte præsident i Tchad, Idriss Déby, er død. Han har styret landet med jernhånd de sidste 30 år

Tchads præsident, Idriss Déby, der har siddet på magten i det afrikanske land i 30 år, er død efter sammenstød med oprørere, der har betvivlet hans magt i landet.

Det skriver flere medier, herunder det franske medie Le Figaro.

Tirsdag 20. april meddelte talsmanden for militæret, Azem Bermendao Agouna, på stats-tv, at præsident Idriss Déby, der netop var blevet genvalgt med næsten 80 procent af stemmerne, var død efter et sammenstød med oprørere.

- Vi opfordrer til dialog og fred mellem alle tchadere, så vi sammen forsat kan opbygge Tchad sammen.

- Det Nationale Overgangsråd forsikrer tchadere om, at alle foranstaltninger er blevet truffet for at garantere fred og sikkerhed, sagde Agouna.

Kampe ved grænsen
Débys lejr udtalte mandag, at han var på vej til frontlinjen for at besøge soldater, der bekæmpede oprørere ved den libyske grænse.

Oprørerene har indledt en offensiv i den nordlige del af landet, og militæret meldte tidligere i denne måned om hundredvis af dræbte.

Déby har været landets statsoverhovedet de sidste 30 år, hvor han under et militærkup i december i 1990 tog magten med hjælp fra Frankrig. Han er en af Afrikas længst siddende statsledere.

Vestlige lande har set Déby som en allieret i kampen mod ekstreme islamistiske grupperinger, herunder Islamisk Stat, al-Qaeda og Boko Haram, der blandt andet står bag drab og bortførelser af skolebørn.

Ifølge BBC er regeringen og parlamentet blevet opløst, og et militærråd vil overtage styringen af landet de næste 18 måneder.

Han døde i en alder af 68 år.