Præsident med vild udmelding: Jeg kan ikke se noget behov for prævention

Folk, der benytter prævention, er dovne, og de gør det kun, fordi de ikke vil arbejde hårdt og brødføde en stor familie. Sådan sagde Tanzanias præsident, John Magufuli, i en tale søndag

President John Pombe Magufu holder tale i Dar es Salaam, Tanzania i 2015. Foto: Khalfan Said/AP
President John Pombe Magufu holder tale i Dar es Salaam, Tanzania i 2015. Foto: Khalfan Said/AP

Tanzanias præsident, John Magufuli, skaber vrede blandt kvinderettighedsforkæmpere verden over, efter han er kommet med en række opsigtsvækkende udtalelser omkring prævention.

Det skriver en række afrikanske medier, herunder det tanzanianske The Citizen.

I en tale søndag udtalte præsidenten blandt andet, at folk, der benytter prævention, er dovne, og at udlændinge, der promoverer prævention, yder dårlig rådgivning til befolkningen.

- I holder husdyr. I er gode landmænd. I kan brødføde jeres børn. Hvorfor skulle i benytte prævention? Jeg kan ikke se noget behov for prævention i Tanzania, det er min holdning. Folk der benytter prævention, gør det, fordi de ikke vil arbejde hårdt og brødføde en stor familie, sagde han blandt andet under talen, der blev afholdt på et offentligt møde i Simiyu-regionen. 

Equality Now advarer
Ifølge The Citizen er der ingen tegn på, at præsident Magufulis kommentarer vil ændre noget konkret i den tanzanianske lov, men kvinderettighedsforkæmpere frygter alligevel, at hans synspunkt vil påvirke adgangen til visse tjenester i landet.

- Det er en udmelding fra en siddende statsleder på et tidspunkt, hvor Tanzania opfatter alle hans udmeldinger som værende lig loven. Erfaringer har vist, at når præsidenten kommenterer på en sag, så bliver det i praksis til lov. Derfor kan vi forvente konsekvenser, siger Judy Gitau, der er regional koordinatior hos velgørenhedsorganisationen Equality Now til The Guardian.

Hvis den tanzanianske styre viger fra sine forpligtelser overfor landet kvinder, kan det få alvorlige konsekvenser, understreger Judy Gitau.

- Vi ender med at få flere kvinder, der får børn ved en fejl, store familie og som ikke kan opretholde en ordentlig levestandard, siger hun.

Fem børn per kvinde
Tanzania forpligtede sig til at leve op til en række krav til kvinders rettigheder, da landet i 2005 indvilligede i at være en del af den regionale Maputo-aftale, der blandt andet slår fast, at kvinder har ret til at bestemme over deres egen fertilitet og vælge ethvert af de tilgængelige præventionsmidler.

Til trods for dette, så er adgangen til prævention meget begrænset, særligt i landdisktrikterne.

Ifølge FNs befolkningsfond, UNFPA, benytter en tredjedel af kvinderne i Tanzania sig af prævention, men til trods for det, føder de i gennemsnit fem børn.

Ingen uddannelse til gravide
Det skaber store problemer for kvindernes adgang til uddannelse, fordi kvinder, ifølge præsident John Magufuli, ikke bør videreuddanne sig efter de har fået børn.

- Så længe jeg er præsident, vil ingen gravide studerende få lov til at vende tilbage til skolen. Når du er blevet gravid, er du færdig, udtalte han sidste år.

Menneskrettighedsorganisationer har siden forsøgt at få ophævet dette forbud ved domstolene, men uden held.

'Europa har ingen arbejdsstyrke'
I 2016 var 780.000 tanzanianske kvinder over 15 år smittet med HIV, der udgør den hyppigste dødsårsag i det østafrikanske land, oplyser UNAIDS.

I sin tale søndag fremhævede præsidenten Europa som et skræk-eksempel på en region, hvor landene oplever fald i befolkningsvæksten.

- Jeg har rejst i Europa og andre steder, og jeg har set konsekvenserne ved brugen af prævention. I visse lande kæmper de nu med faldende befolkningstal. De har ingen arbejdsstyrke, advarede Magufuli.

Se også: Red Barnet: 600.000 børn er i akut fare for at dø

Se også: Vild plan: Vind- og solenergi i Sahara kan gøre ørkenen grøn

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen