Præsidentkandidat anklaget for narkosmugling

Præsidentkandidat anklages for at hjælpe Sinaloa-kartel med narkosmugling til USA for at finansiere valgkamp

Fra sin fængselscelle styrer El Chapo ikke længere Sinaloa-kartellet. Foto:
Fra sin fængselscelle styrer El Chapo ikke længere Sinaloa-kartellet. Foto:

En guatemalansk præsidentkandidat anklages for at være involveret i smugling af kokain til USA i et forsøg på at rejse penge til sin valgkamp.

Det oplyser det amerikanske justitsministerium i en pressemeddelelse natten til torsdag dansk tid, skriver nyhedsbureauet AP.

Præsidentkandidaten, Mario Amilcar Estrada Orellana, og en anden mistænkt mand, Juan Pablo Gonzalez Mayorga, er blevet anholdt i Miami.

Det fortæller anklager Geoffrey Berman i meddelelsen.

- Anklagen lyder, at Estrada og Gonzalez i sammensværgelse har anmodet Sinaloa-kartellet om at finansiere en korrupt plan for at få Estrada valgt som Guatemalas præsident, siger han.

Se også: Advokater for 'El Chapo' beder om ny retssag

- Til gengæld lovede de to angiveligt at hjælpe kartellet med at bruge Guatemalas havne og lufthavne til at eksportere tonsvis af kokain til USA.

Sinaloa er et mexicansk narkokartel, som narkobaronen Joaquin 'El Chapo' Guzman i årevis stod i spidsen for.

De amerikanske narkotikamyndigheder, DEA, har efterforsket sagen siden december 2018.

Både Estrada og Gonzalez har 'interageret med påståede medlemmer og samarbejdspartnere af Sinaloa-kartellet'. Men de var i virkeligheden DEA's 'fortrolige kilder'. Det oplyser DEA i en meddelelse.

De to skal desuden have bedt DEA's kilder om at 'hyre lejemordere til at snigmyrde politiske rivaler'.

De skal have tilbudt at forsyne lejemorderne med de nødvendige våben. Herunder en kalasjnikovriffel.

Estrada og Gonzalez anklages også for brug og besiddelse af maskingeværer.

Der er endnu ingen kommentarer til anklagerne fra Estradas parti. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

58-årige Estrada står på nuværende tidspunkt blot til at få tre procent af stemmerne ved præsidentvalget, viser de seneste meningsmålinger.

Guatemalas regering vil tilbyde Estrada den nødvendige støtte for at sikre, at hans rettigheder bliver overholdt.

- Præcis ligesom for alle andre guatemalanske statsborgere, siger en talsmand for Guatemalas præsident, Jimmy Morales.

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere