Præst måtte ikke tro på reinkarnation: Tilbage under skærpet tilsyn

Præsten Annette Berg vil ikke længere fortælle om sin opfattelse og tro - eller mangel på samme - på et liv efter døden. Læs også om andre ballade-præster, som blev taget til nåde

Annette Berg fotograferet i 2007 (Foto: All Over)
Annette Berg fotograferet i 2007 (Foto: All Over)

Er du en del af menigheden ved Vig Kirke, og har du oplevet konsekvenser af konflikten? Skriv en sms til Ekstra Bladet til 1224 (alm. sms-takst) eller send en mail til 1224@eb.dk

Efter at have været sat uden for døren i halvanden måned kan sognepræst i Vig Kirke på Sjælland, Annette Berg, igen hoppe i præstekjolen og genoptage arbejdet.

Det sker, efter biskoppen i Roskilde stift, Peter Fischer-Møller, valgte at fritage Annette Berg fra tjeneste i november, fordi hun i et TV ØST-program ved navn Præstens Lektie, fortalte, at hun tror på reinkarnation.

Efter den udmelding blev Annette Berg kaldt til samtale, men efterfølgende fastholdt hun, at hun troede på et liv efter døden. Derfor kom hun til endnu en samtale, og den kunne hun gå fra med budskabet om, at hun ikke behøvede at komme på arbejde i resten af år 2015.

Men nyt år er lig en ny begyndelse, og Annette Berg er igen tilbage i prædikestolen - dog under 'skærpet tilsyn'. Det betyder, at hendes prædikener bliver læst af biskoppen, og hun må finde sig i, at provsten jævnligt vil overvåge hendes gudstjenester indtil 31. december 2016.

Se også: Biskop tager sag op om præsts tro på reinkarnation

Endelig enige
Tilbagekomsten til kirken sker, efter biskoppen mandag udsendte en pressemeddelelse med underskrift fra både ham og Annette Berg.

I meddelelsen stod:

'Hvis en præst i folkekirken ikke længere synes, at folkekirkens bekendelsesgrundlag giver mening for eller vælger at tilslutte sig helt andre trosforestillinger end folkekirkens, er vedkommende naturligvis som alle andre beskyttet af lovgivningens bestemmelser om trosfrihed og ytringsfrihed, men må også tage konsekvensen af sit præsteløfte og ophøre med at være præst i folkekirken. Annette Berg og jeg er enige i disse betragtninger'.

'Tror du stadig på reinkarnation?'
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra biskop Peter Fischer-Møller, men kommunikationsmedarbejderen i stiftet fortæller, at han ikke udtaler sig om sagen.

Annette Berg vil dog gerne fortælle om nyheden:

- Det er dejligt, og jeg er meget glad for at være tilbage, siger hun, da Ekstra Bladet ringer.

- Hvordan har forløbet været siden november?

- Det vil jeg ikke udtale mig om.

- Hvordan har menigheden taget det?

- De har støttet mig.

- Og så skal jeg jo spørge dig - det står der nemlig ikke noget om i pressemeddelelsen - tror du stadig på reinkarnation?

- Det vil jeg ikke udtale mig om, lyder det fra den genansatte sognepræst.

Annette Berg vil være under skærpet tilsyn til 31. december 2016.

39 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere