Den succesfulde erhvervsmand Preben Damgaard er død.
Det skriver CEO i Damgaard Company, Lars Romedahl, på LinkedIn.
'Preben Damgaard er efter kort tids sygdom gået bort i en alder af blot 59 år. Med hans død har vi ikke alene mistet en højt respekteret, arbejdsom og dygtig iværksætter, men også en god og betænksom ven samt kær kollega', skriver Lars Romedahl i opslaget.
Preben Damgaard stiftede med sin bror it-virksomheden Damgaard A/S, som blev en kæmpe succes. I 2000 fusionerede de virksomheden med Navision, og siden har Preben Damgaard bestredet talrige direktør- og bestyrelsesposter i erhvervslivet.
Igennem de seneste 20 år har Preben Damgaard investeret i virksomheder, blandt andre OrderYoyo, Templafy, Dixa, Configit, Axcess, ProActive, Fellowmind, Secunia og Plenti.
Lars Romedahl skriver på LinkedIn, at savnet vil være stort.
'Preben vil altid være et forbillede og tjene som kilde til inspiration, smil og glæde. Derfor vil vi også altid værne om de værdier, han både skabte, udtrykte og levede efter, og han vil for altid være en del af Damgaard Company og vores liv. Ære være Prebens minde'.
Preben Damgaard efterlader sig sin kone og fire børn.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Blev milliardær
I 2002 købte Microsoft Navision for 1,6 milliarder dollars - svarende til cirka 11 milliarder kroner. Det var på det tidspunkt Microsofts største opkøb nogensinde.
De to brødre blev milliardærer med ét slag.
Storebror Erik blev i de følgende år fast inventar i sladderbladenes spalter. Tv-programmerne 'Erik og Anni goes to Hollywood' gav et indblik i milliardæren og hans daværende kærestes liv.
Preben Damgaard derimod har levet et mere tilbagetrukket liv.