Påsken står for døren.
Men det er ikke helt billigt at fylde indkøbskurven med mad- og drikkevarer til påskebordet.
Forbrugerpriserne har nemlig set de største stigninger i 35 år. Store supermarkedskæder har hævet deres priser mindst fem procent alene i 2022, og det har fået danskerne på tilbudsjagt op mod påsken.
Artiklen fortsætter herunder ...
Fyldt med tilbud
En analyse foretaget af virksomheden bag appen eTilbudsavis viser nemlig, at danskerne i den grad har søgt på tilbudsvarer her i ugen op til påske.
- Vi ser en tydelig stigning i brugen af eTilbudsavis-appen, i takt med at priserne og inflationen stiger. Det gør, at folk i stigende grad bruger tilbud som kompas ift., hvor man skal handle, da man ønsker at få dagligdagen til at hænge sammen. Men vi ser også, at man ønsker at lave et festmåltid ved begivenheder som påske for så få penge som muligt, forklarer direktør Morten Bo.
Eksempelvis er søgning på æg steget med 43 procent i uge 14 sammenlignet med ugen op til påske sidste år.
Det samme gør sig gældende med andre populære påskevarer, fortæller Morten Bo til Ekstra Bladet:
- Fra 2021 til 2022 er antallet af søgninger på snaps og akvavit steget over 15 procent, søgninger på rejer er steget over 37 procent, søgninger på lam 17 procent og det samme kan siges for mange andre produkter. I år vil mange varer på påskebordet være købt på tilbud.
22.000 kroner dyrere
Det er dog langtfra kun ved kassen i supermarkedet, at det er blevet dyrere at være forbruger i Danmark.
I marts er de danske forbrugerpriser samlet steget med 5,4 procent i forhold til samme måned sidste år.
Stigningen er den højeste, der er set på et år siden maj 1985. Dengang steg forbrugerpriserne også med 5,4 procent.
Det betyder ifølge seniorøkonom i Sydbank Mathias Dollerup Sproegelh elt konkret, at en gennemsnitlig husstand i dag skal finde 22.000 kroner ekstra i husholdningsbudgettet i forhold til for et år siden.
Prisudviklingen bevirker samtidig, at danskernes realløn - eller købekraft - for første gang i ti år er sendt i bakgear.
- Fremgangen i vores løn kan for første gang i ti år ikke følge med den galopperende inflation, siger Mathias Dollerup Sproegel.