Prisstigning i byggebranchen - bør du vente med at bygge?

Over hele håndværkerbranchen oplever de en stor efterspørgsel og kæmpe prisstigninger på materialer, som presser priserne i vejret for forbrugeren

Byggebranchen har oplevet et kæmpe boom, som har presset priserne i vejret. Det gælder både materialepriser og arbejdslønnen. Foto: Finn Frandsen
Byggebranchen har oplevet et kæmpe boom, som har presset priserne i vejret. Det gælder både materialepriser og arbejdslønnen. Foto: Finn Frandsen

Måske du selv har oplevet det - at få et tilbud, lægge det på hylden og så nu tage det op igen.

Det kræver næsten, man lige sætter sig ned.

For ting, der sidste år ved denne tid kostede 300.000, kan sagtens koste 400.000 nu.

Hvorfor?

Det har Ekstra Bladet spurgt underdirektør i Dansk Industri, Torben Liborius, om.

Forskellige sammentræf
Der er to spørgsmål, som fylder, når man kigger på de prisstigninger, der har været indenfor byggebranchen det seneste år:

Hvorfor eksploderer det pludseligt, når alle havde forventet en økonomisk krise under corona?

Falder priserne igen, og burde man vente med at bygge?

På første spørgsmål er der ikke kun et enkelt svar.

Ifølge Torben Liborius er det flere omstændigheder på samme tid, der presser den samlede regning i vejret.

- Der har blandt andet været nogle leveringsproblemer med træ fra Canada. Det har betydet, at Canada leverer mindre træ til USA, som derfor har nødt til at købe træ andre steder, siger Torben Liborius.

- Derudover er der samtidig mange savværker, som har været ramt af corona. Det har betydet, at der har været rigtig meget mangel på skåret træ. Når der er efterspørgsel på en vare, samtidig med mangel på samme, stiger priserne. Derfor er blandt andet tømmer steget med 30 procent, fortsætter Torben Liborius, der samtidig kan fortælle, at stål også er skudt enormt i vejret, da efterspørgsel fra Kina har været enorm, og isolering er steget grundet en hård vinter i Texas.

Ifølge Liborius kan man altså ikke kun skyde skylden på corona, når man taler om materialepriser. Men en anden uventet faktor er efterspørgslen på håndværkere.

- Selvom vi her i Danmark nok forventede, at folk ville holde igen med renoveringerne, er der jo sket præcist det modsatte. Efterspørgslen på håndværkere er meget stor, og når efterspørgslen er stor, stigerne priserne jo automatisk. Man kan nok som en tommelfingerregel dele det op sådan, at halvdelen af regningen er til håndværkeren for arbejdet og den anden halve er materialer.

Prisstigninger på diverse materialer

Cover er steget 17 procent

Træ er steget med cirka 20 procent

Plastprodukter – til for eksempel vinduer, plastik til fundamentisoleringer, rør og lignende - er steget med 40 procent

Stål er steget over 50 procent

Alt hvad der baserer sig på olie, er steget med 34 procent - derfor også rigtig meget transport af materialer

 

Kilde: Dansk Industri

Bygge eller vente?
Så spørgsmålet til en million.

Falder priserne igen? Burde man have is i maven og vente til efter sommer, når corona er blevet nogenlunde tæmmet og udsigterne til en normal verden er lysere.

Ikke hvis du spørger underdirektøren i Dansk Industri.

- Nu må jeg i min stilling ikke komme med direkte anbefalinger, men jeg vil formulere mig sådan, at hvis man tror, priserne falder tilbage til det niveau, vi lige har rykket os fra, så skal man være meget optimistisk, siger Liborius.

- Men snakker man ikke om et syvårs knæk? Når det går så godt som nu, burde det jo snart knække igen.

- Ja, jeg kender godt til syvårs cirklen, men det som kendetegner vores nutidige økonomi er jo, at de knæk man ser, jo ofte ikke så er store, som de var før i tiden. Vores samfund er mere robust nu og ikke så afhængig af for eksempel vind og vejr, som vi var i gamle dage.

- Kan man så forvente, at der indenfor den nærmeste fremtid vil ske yderligere prisstigninger?

- Det er svært at sige. Som jeg forklarede før, skyldes store dele af prisstigningerne tilfældige sammentræf blandet med corona. Jeg forventer mere at se en stabilitet end yderligere stigninger i fremtiden, siger Torben Liborius.

- Er den stigning vi lige har set usædvanlig stor?

- Vi har netop forladt en periode med en enorm stor prisstabilitet. Derfor ser det her måske også ekstra voldsomt ud.

- Derudover oplever vi også en ekstra høj efterspørgsel på håndværkere lige nu. Både fra Statens side, men også fra private. Den aktivitet forventer vi kommer til at flade ud, men det betyder ikke noget for materialepriserne.

- Så hvis man sidder med bygge eller renoveringsdrømme, hvad er konklusionen så?

- Jeg vil stadig forslå, at man tager priser hjem og hører, hvad man kan aftale priserne til, slutter Torben Liborius af.

Udover prisstigninger, når du vil renoverer eller bygge, stiger priserne også, hvis du vil købe eller sælge hus.