Prisvindende krigsfotograf syg: Jeg har fået jordens største boomerang i nakken

Jan Grarup er i isolation, da han har alle symptomer på coronavirus. Det siger han til Politiken

Læs med på interviewet med freelancefotograf Jan Grarup. Foto: Linda Johansen
Læs med på interviewet med freelancefotograf Jan Grarup. Foto: Linda Johansen

Den prisvindende krigsfotograf Jan Grarup har været udsat for en shitstorm, fordi han tog for let på coronavirussen. Den form for hovmod har nu ramt fotografen som en boomerang.

- Og så er jeg faktisk i isolation med høj feber og alle symptomer uden at vide, om det er corona. Jeg er mildest talt ramt af nemesis og har fået jordens største boomerang i nakken. Jeg vil dog forsøge ikke at belaste vores sygehusvæsen og ride stormen af selv. Det skylder jeg vist, siger Jan Grarup til Politiken.

For en lille uge siden lagde han et billede på Instagram med teksten 'Life continues in Copenhagen'. Et billede, der blev lagt ud, fordi Jan Grarup kunne mærke et begyndende hysteri.

- Jeg forsøgte at bevare en normalitet og havde på det tidspunkt ikke set, hvor alvorligt det var. Min fejl. Men jeg lagde også billedet ud, fordi jeg kunne mærke et begyndende hysteri og en indignation. Jeg har det svært med, at når noget kommer tæt på os, så reagerer vi enormt stærkt, og når noget er langt fra os, har vi kun skuldertræk tilovers, siger Jan Grarup til Politiken.

På plads med en undskyldning
Tidligere på ugen gik Jan Grarup til møde med fem andre journalister, hvor der blev givet håndtryk og krammere, og man sad sammen rundt om et bord. Set i bakspejlet havde han gjort det anderledes i dag.

Krigsfotografen medgiver, at hans retorik har været for hård, og forsøger at leve så normalt som muligt, mens han følger alle de retningslinjer, myndighederne kommer med.

- Derfor er det på sin plads med en undskyldning til dem, som blev ramt. Som tingene har udviklet sig, er jeg også bekymret for den belastning, som sygehuse og personale står over for, fortæller fotografen.

309 kommentarer
Vis kommentarer