Private perversioner i kunstens hellige navn

Performance på Den Frie leger med lysten til at kigge og blive kigget på under seksuelt samkvem af enhver art. Det er påtaget og overspillet 

Performance-installationen PEEP(show) forsøger at involvere publikum. PR-foto: Sebastian T. Thorsted
Performance-installationen PEEP(show) forsøger at involvere publikum. PR-foto: Sebastian T. Thorsted

PEEP(show) på Den Frie
Den Frie, Oslo Plads 1, København Ø. Sidste forestilling 1. marts. Der er totalt udsolgt

Det er et velkendt lille cirkustrick i kunstbranchen, at uanset hvilket objekt, du stiller ind i en højloftet kunsthal med kridhvide vægge, så bliver det straks til kunst. Voila! Det være sig et forsølvet koben, en banan med gaffatape eller afklædte mennesker i seksuel udfoldelse.

Performance-installationen PEEP(show) er ingen undtagelse. Ifølge kunstnerne bag udforsker man ’voyeuristiske og ekshibitionistiske tendenser og undersøger, hvad der kan ske i mødet mellem det intime og det perverse’.

Lyssky udvikling
Det lyder næsten ligesom at gå til et ’rigtigt’ peepshow.

Denne normalt lyssky udveksling af primære behov får fuld lampe på Den Frie, hvor man som publikum får mulighed for at skabe sin egen såkaldt erotiske kunstfilm ved selv at styre kameraerne. Altså panorere, zoome ind og stille skarpt på for eksempel en kvinde, der iført fiskenetstrømper og påspændings-dildo ser ud til at knalde en mand i lyserøde hotpants.

Dansk journalistiks enfant terrible


Ekstra Bladets nye kulturanmelder, René Fredensborg, er dansk journalistiks enfant terrible. Han har beskæftiget sig med kulturjournalistik i mere end 20 år og er kendt for ikke at lægge fingrene imellem, når han sætter sig til rette ved tastaturet. Kort sagt: Han deler vandene i sine livtag med dansk kulturliv.

Fredensborg har flere end én gang trådt over grænsen, gået bodsgang og været persona non grata. Måske er det derfor, at han ingen venner har. Af den grund passer han enormt godt til Ekstra Bladet, hvor vi ikke er bange for at sige noget upopulært.

Det er selvfølgelig ikke kun den fine scenekunst, musik og film, der fortjener at blive anmeldt, og derfor vil du også opleve René Fredensborg anmelde kultur i den lidt mere brede forstand.

Lad os spole tilbage til den højtidelige velkomst. En engelsktalende ung ’værtinde’ klædt i hvidt, blottet navle og glitrende makeup, forklarer os ’the code of conduct’ingen fysisk kontakt og ingen samtale under kørsel, om man så må sige. Hun ser til, at vi rengør hænder og øjne i en éngangsvaskeklud, før vi er klar til at træde ind på den platform, hvor ’offentligheden selv kan deltage i skildringen af sex og erotik, som et alternativ til den etablerede pornoindustris ensporede fremstilling’.

Stønner og sukker
Showet undersælger ikke sig selv på hjemmesiden. Det minder mig om en kunstbog, jeg tilfældigt fik stukket i hånden i sidste uge. Den er fyldt med frameshots fra alverdens bizarre pornofilm, hvor et Le Corbusier-designermøbel har spillet en rolle. Put det hele i en hvid bog og kultureliten har med et trylleslag ophøjet perversionerne til kunst.

Sådan er det også at stå i endnu en højloftet kunsthal, hvor forskellige par folder sig erotisk ud i to firkantede bokse afdækket med hvidt stof. 

Tre kameraer peger ind i hver sin boks, det er her publikum selv kan bidrage til de film, der bliver projiceret op på en række florlette gardiner ophængt mellem boksene. Alt sammen akkompagneret af drønhøj elektronisk musik, der messer og stønner og sukker. 

Leg og rollespil
Et delvist påklædt par leger med reb, et andet par er helt nøgne med stådreng og fuld penetration. En herre i sort rullekrave tager styring på kameraet og zoomer helt ind på kvindens kønsorgan.

Hverken publikum eller de optrædende holder sig tilbage, jeg vil mene begge parter overspiller til det utroværdige.

Påtagede cumfaces i boksene, rundt om dem grublende grimasser, hånd under hage, arme over kors, alvorlige miner, stjålne blikke. 

Et par publikummer nusser hinanden på ryggen, mens de ligesom mig forsøger at finde hoved og hale i de mange videoprojiceringer, der glider rundt i gardinerne. De virker tændte, jeg føler mig helt slukket, samtidig med at jeg godt forstår at det hele handler om at aftabuisere sex i alle sine afskygninger. Det er lyst, leg og rollespil, som en masse digte i den tilstødende lounge vidner om.

’I look without feeling weird

I look at you with my biggest eyes and I have no excuse for it

It is okay to look

To peep’ 

Står der sort på hvidt. Det er den æstetiske udgave af massageannoncerne bagerst i denne avis: ’Megafransk parisernumse. To udløsninger for 500’. Kan man også ophøje annoncerne til kunst? Kunstnere kan, jeg er ikke i tvivl.

Porno er privat
Men sex er privat, porno er privat, en kontrakt mellem dig og det, der tænder dig. For mig er et ægte peepshow mere grænseoverskridende, fordi alle i et puritansk perspektiv ydmyger sig selv.

Det er fint med et slaw for seksuelt frisind, men opnår alle de omkring-listende rullekraver en større indsigt i hverdagens pornoficering? Jeg tvivler. 

Kunsterne ophøjer allerhøjest sine egne legitime lyster, mens publikum bare skal sige: Voila! 

27 kommentarer
Vis kommentarer