Professor: - Klogt at holde nattelivet lukket

Danmark åbner helt på fredag - bortset fra nattelivet. Det er en klog beslutning, mener professor, som ser genåbningsplanen som den lige vej til en normal hverdag

Til genåbningen i begyndelsen af april var Ekstra Bladets René Fredensborg ude at anmelde coronapasset

Nærmest hele samfundet genåbner ved udgangen af denne uge i kraft af den aftale, som et flertal af Folketingets partier indgik natten til tirsdag.

Nattelivet vil dog fortsat ligge dødt i endnu en rum tid, idet diskoteker og natklubber fortsat skal være lukkede.

Det er en rigtig beslutning, vurderer Jan Pravsgaard, som er professor i infektionsimmunologi ved Københavns Universitet. 

- Det er klogt at holde nattelivet uden for genåbning. Ser man bort fra et fyldt fodboldstadion eller en kæmpestor festival, så er nattelivet nok det sted, hvor der er størst risiko for smittespredning.

- Når folk bevæger sig rundt i nattelivet og har fået lidt at drikke og måske ikke tænker helt så klart, som da aftenen begyndte, er der bare større risiko, siger Pravsgaard.

Overblik bevaret
Fastholdelse af coronapas og mundbind indtil alle over 16 år har fået tilbud om vaccine, er en vigtig og rigtig beslutning, vurderer Jan Pravsgaard. Kravet om coronapas driver nemlig folk til at lade sig teste jævnligt, og det betyder, at man kan bevare overblikket over epidemien.

- Opgav man coronapasset her og nu, ville vi fuldstændigt miste overblikket over situationen. Hvis passet forsvandt på fredag, ville ingen længere have et incitament til at lade sig teste - ud over at gøre det med tanke på sine omgivelser.

- Holdt folk op med at lade sig teste, ville vi snart ikke vide, om vi har 50 eller 50.000 smittede i samfundet. Vi ville ikke ane, hvor smitten er, og det ville gøre det vanskeligt at følge nedlukningsstrategier, siger Pravsgaard og tilføjer, at man desuden ville miste overblik over hvilke mutationer, der florerer, hvis alle undlod at lade sig teste. 

Mutationerne bliver kortlagt via PCR-tests.

God kontrol
Pravsgaard understreger videre, at et pludseligt fald i antallet af tests ville få de korrigerede testtal til at stige, selvom der ikke flere smittede. Landet ville med andre ord hurtigt nærme sig en ny nedlukning.

- Derfor er det helt rigtigt og vigtigt, at coronapasset opretholdes, så vi vedbliver med at lade os teste jævnligt, indtil vi alle har fået tilbud om at blive vaccineret, siger Pravsgaard.

- Når det er sket, så er vi ved at være der, hvor vi kan slippe for coronapas og mundbind - og hvor nattelivet kan genåbne, siger Jan Pravsgaard.

- Vi har god kontrol over epidemien, og lige nu kigger vi ind i en sommer, hvor vi får en større frihed, og hvor en tilbagevenden til en mere normal tilstand i vores liv og samfund nærmer sig, siger Pravsgaard.