Professor: Mange lukker øjnene for kolesterol-problem

Hjerteforeningens forskningschef opfordrer læger og patienter til at tale om risiko ved højt kolesterol

Det er ikke ualmindeligt, at personer med moderat eller høj risiko for at få blodpropper i hjertet, har svært ved at erkende problemet.

Derfor undrer det heller ikke Hjerteforeningens forskningschef, professor Gunnar Gislason, at et nyt studie ifølge Politiken dokumenterer massiv underbehandling af for højt kolesteroltal.

- Vi oplever også, at der er mange personer, som har høj risiko for blodprop i hjertet, som ikke får den nødvendige behandling mod forhøjet kolesterol. Det er et stort problem, siger Gislason.

En del af problemet ligger i, at det kan være svært at erkende, at man har behov for medicin. Mange synes også, at det er grænseoverskridende at tage medicin, hvis man aldrig før har gjort det.

- Det er svært at erkende, at selv om du ikke føler dig syg, så skal du behandles med medicin. Men kunsten er at få folk til at forstå, at vi vil bruge den her effektive medicin for at undgå, at du bliver patient, lyder det.

Han opfordrer læge og patient til at tage snakken om, hvad risikoen ved et højt kolesteroltal er, og hvad man kan gøre ved det.

- Det er ikke livsnødvendigt at komme i gang med medicinsk behandling med det samme. Lægen kan også anbefale at stoppe med at ryge, spise anderledes, motionere mere eller tabe sig, siger han.

- Så kan læge og patient tage et statusmøde efter nogle måneder og se, om kolesteroltallet er faldet. Hvis der ikke er sket noget, så er det måske nødvendigt at komme i behandling med medicin, siger professoren.

21 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere