Professor: - Nogle byggerier er for ambitiøse

Forsinkelser og budgetoverskridelser på de 16 kvalitetsfondsstøttede sygehusbyggerier er forudsigelige, mener professor i sundhedsøkonomi

Nyt Hospital Hvidovre er et af de forsinkede superprojekter. Foto: Emil Agerskov
Nyt Hospital Hvidovre er et af de forsinkede superprojekter. Foto: Emil Agerskov

Selvom de 16 supersygehusbyggerier samlet set er forsinket med 29 år og flere har overskredet rammerne for budgettet, så er det i det store perspektiv forudsigeligt og overordnet en succes.

Sådan lyder det fra professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg fra Det Nationale Forsknings- og analysecenter for Velfærd, VIVE.

- Hvis man ser det i det store perspektiv i forhold til mange andre byggeprocessor, så ser jeg det overordnet som en succes, siger han til Ekstra Bladet.

- Det er dog ikke foruden problemer, for der er også noget, man også kan gøre bedre ved det her, siger han.

Læs også: Superforsinkede supersygehuse: Her er overblikket over 'problem-projekterne' (+)

For ambitiøst
Den seneste opgørelse fra Sundhedsministeriet over landets 16 kvalitetsfondsstøttede sygehusbyggerier viser, at de samlet set er 29 år forsinket.

Der er også flere af byggerierne, der har budgetoverskridelser.

Ifølge Jakob Kjellberg så kan man ikke for alvor sige, at de 16 sygehusbyggerier er et eksempel på, at kæden er hoppet af. Nærmere at forventningerne var sat for højt.

- Der er enkelte af byggerierne, hvor man kan gå ind og kigge på, om man var for overambitiøs. Det er en refleksion, man f.eks. kan lave på Nordsjællands Sygehus, hvor man måske fik spændt buen fra starten af. Her kunne man godt have spurgt, om ’det her er realistisk?’.siger han.

- Men zoomer jeg op i det store billede, så synes jeg overordnet, at det ser helt ok ud.

Jakob Kjellberg mener, at det ikke er så usædvanligt, når man har meget store politisk satte infrastrukturprojekter, at den tidsplan, man sætter, skal det hele flaske sig, før det kan lade sig gøre.

- Og det hele flasker sig jo sjældent, uddyber han.

Martin Geertsen, sundhedsordfører Venstre

- Forløbet måtte da gerne have været mere snorlige, men chokket over forsinkelserne er nok ikke særligt stort, siger han.

- Måske opgaven skulle have været statslig i stedet for regional, da de jo bliver bygget over hele landet og måske kontrollen af dem, der vinder udbuddene kunne være bedre, så vi ved de kan overholde tiden.

Lars Boje Mathiessen, sundhedsordfører Nye Borgerlige

- Det er jo en stående joke, at al offentlig byggeri bliver forsinket, så som lægmand kan man jo undre sig.

- Vi bør kigge på, om det er et dansk problem og hvordan lignende byggerier foregår i udlandet.

- Det handler om at blive klogere på området også handle politisk, hvis vi faktisk kan gøre noget ved forsinkelserne.

Per Larsen, sundhedsordfører Det Konservative Folkeparti

- Det er problematisk, at man bygger så mange supersygehuse på en gang i forhold til at have nok dygtige folk til at arbejde på projekterne.

- I fremtiden bør vi være bedre til at prioritere og planlægge byggerierne på sundhedsområdet mange år frem. Så der ikke kommer et for stort pres på byggeprocesserne.

'Ikke jordens undergang'
Han henviser til Niels Bohr Bygningen i København som et eksempel på et klassisk offentligt 'skandalebyggeri' med 'kæmpe tidsskred og budgetoverskridelser'.

- Men det mener jeg ikke er tilfældet er med sygehusbyggerierne. Det har været meget ambitiøst i sin udformning, og kunne man have sagt sig selv det på forhånd? Ja, det kunne man godt, siger Jakob Kjellberg.

- Er det så jordens undergang, at de er forsinket? Og det er det i det store hele ikke. De bliver bygget, de overholder i det store hele de funktionskrav, som man havde forventning til, da man gik i gang. De kommer bare senere og i det store hele indenfor budgettet.

Få overblikket over 'problem projekterne' her (+).