Det vil skabe mere svindel, at Skat ikke tjekker, om bestemte ansøgere overhovedet ejer den aktie, de søger at få udbetalt refusion for.
Det siger Bent Greve, der er professor i samfundsvidenskab på Roskilde Universitet i 24syv programmet Mette & Magten.
I DR-journalisten Jesper Tynells nye bog “Af hensyn til erhvervslivet” om udbytteskandalen kom det frem, at Skat stadigvæk udbetaler refusion for udbytteskat til de forkerte.
Det skyldes, at Skattestyrelsen vurderer, at det vil koste 349 millioner at kontrollere, hvem der ejer aktierne bag forkert udbetaling af 122 millioner.
Skat har derfor besluttet ikke at undersøge, om ansøgerne rent faktisk ejer den aktie, de siger, de ejer i 60.000 sager, hvor de vurderer, der er lav risiko for svindel.
Indtil nu har skandalen kostet statskassen 12,7 milliarder kroner, men den nye strategi vil utvivlsomt føre til ny svindel, siger professoren.
- Det mener jeg, man kan sige med sikkerhed. Hvis man skal minimere, at folk ikke betaler skat, selvom de skal, så skal der være en risiko for at blive opdaget.
Derudover understreger han, at det kommer til at mindske borgerens tillid til skattesystemet.
- Det kan ikke undgå at mindske tilliden til skattesystemet, fordi det indikerer, at der er nogle mennesker, der kan slippe udenom at betale den skat, de skal.
Skattestyrelsen er blevet tilbudt at stille op i tre dage, men det har de ikke ønsket.
Skattestyrelsen oplyser til Ekstra Bladet, at kontrollen i dag er indrettet, så der er en opdagelsesrisiko i alle sager.