Professor: Svensk atom-uheld er ikke farligt

- Sådan noget er sket før i Sverige, siger atom-professor om uheld på Atomkraftværket Ringhals

Arkivfoto: Google Maps
Arkivfoto: Google Maps

Uheldet på atomkraftværket Ringhals i Sverige onsdag eftermiddag er ikke farligt, hvis det bliver håndteret korrekt.

Det fastslår den svenske professor i reaktorfysik Janne Wallenius overfor den svenske avis Expressen.

Se også: Ulykke på Sveriges største atomkraftværk

- Det her er en usædvanlig hændelse, som kræver at man skal anvende nogle særlige procedurer. Men det indebærer ikke en fare eller en risiko for omgivelser, hvis man gør det på den korrekte måde, forsikrer professoren.

Opbevaret i bassin

Uheldet skete, da en brændsels-stav brækkede under en inspektion med en robotarm.

Foto: Google Maps
Foto: Google Maps
 

Den pågældende brændsels-stav, som er fire meter lang og ti millimeter bred, blev allerede beskadiget i 2015. Siden har den været opbevaret i et bassin.

- Da man skulle kontrollere skaden, gik staven i to dele. Den ene del gled ind i sit fæste. Den anden sidder fast i værktøjet, som man brugte til at løfte staven op med, siger pressechef Krister Svahn til Aftonbladet.

Ifølge Svahn er staven stadig radioaktiv, men cirka 90 procent mindre, end den har været. Men det er for tidligt at sige, at det vil give problemer, når brændsels-staven på et tidspunkt skal fragtes væk.

Det er sket før
Professor Janne Wallenius siger, at situationen ikke umiddelbart er farlig.

- Som jeg forstår det, så er uheldet sket under vand. Og så findes der ikke en forhøjet risiko for stråling. Sådan noget er sket før i Sverige, siger professoren.

Atomkraftværket Ringhals er Sveriges største. Kraftværket har fire reaktorer og producerer omkring tyve procent af Sveriges samlede forbrug af el.

Atomkraftværket ligger 60 kilometer syd for Göteborg. Det har to gange været ramt af brand.

 

1 kommentar
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere