Provo-kunstner udstiller hjemløse i Hellerup

Provokation er en ædel aktivitet, mener kunstneren, der ikke frygter kritik af udstillingen

Hjemløse vil i næste uge indtage Strandvejen i Hellerup nord for København, hvor de til offentlig skue vil stå i glasmontre i Kristian von Hornsleths nye galleri Strayfield.

Det oplyser kunstneren.

Udstillingen kommer ifølge Kristian von Hornsleth som en dansk afstikker af et projekt i London, hvor han sælger hjemløse som kunstværker.

Han håber på, at udstillingen i Hellerup vil få folk til at tænke over uligheden i samfundet, som han mener er 'roden til alt ondt'.

- Jeg håber, at denne udstilling kan sætte fokus på det problem, at der er en stigende fattigdom i Danmark.

- Vi skal ikke tro, at bare fordi vi lever i en dyr og rig velfærdsstat, at det er i orden. Der er masser at gå i gang med, siger Kristian von Hornsleth.

Kunstnerens projekt i London gik ud på, at folk kunne købe en hjemløs, der så fik en gps-sender på, så man kunne følge den hjemløses færden.

Projektet skabte massiv kritik, og en britisk hjemløseorganisation anmeldte ifølge Berlingske Kristian von Hornsleth til politiet.

Kritikken holder dog ikke Hornsleth tilbage. Han frygter ikke, hvis folk anser udstillingen som et problem. Så er det nemlig deres verdensbillede, der er noget galt med, lyder det fra kunstneren.

- I gamle dage udstillede man misdannede folk og kvinder med skæg, men det var jo ren underholdning.

- Det her handler kun om at lave et moderne landskabsbillede af, hvad Danmark er nu, siger kunstneren.

Ifølge ham handler udstillingen om "den store pinlighed", der er i alle, når man går forbi en hjemløs. Det minder os om, hvor skrøbeligt samfundet er.

- Derfor passer udstillingen også godt på Strandvejen, hvor Porsche'erne kører forbi, siger Kristian von Hornsleth, der elsker at provokere.

Han erkender dog også, at han til tider kan være mere end, hvad folk kan klare.

- Kender du den der irriterende type til et middagsselskab, der altid skal komme med de irriterende spørgsmål.

- Det er sådan en som mig, siger Kristian von Hornsleth med et grin.

Udstillingen med de hjemløse kan ses 20. december og få dage i januar. I perioder på to timer vil de hjemløse stå bag galleriets glasfacader ud mod Strandvejen.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere