Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Kære Puk
Min datter på 21 år er netop blevet udredt for mange svære års tristhed, mørke og kamp.
Hun har fået diagnosen affektiv bipolar sindslidelse, og skal, når hun er blevet mere stabil, behandles for OCD. Derudover skal hun udredes for ADD og ADHD.
Lige nu får hun blot uddannelseshjælp som udeboende, og hun kan kun lige overleve. Der er intet tilovers at leve for, når hendes faste udgifter er betalt.
Jeg har ledt allevegne på nettet for at finde ud af, om hendes diagnose berettiger hende til et diagnosetillæg, hvilket jo vil få hendes økonomi til at se lysere ud, men ifølge aktivloven kan jeg kun se, at skizofreni og psykoser udløser tillægget.
Men en socialrådgiver, som arbejder med samme patientgruppe ved kommunen, har i privat sammenhæng fortalt mig, at min datters diagnose berettiger til tillægget. Kan du skabe klarhed?
En bekymret mor
Kære Mor
Det er svært at finde rundt i love og regler, når man sidder og søger på nettet – for der står tingene ikke særlig klart beskrevet.
Du skriver, at din datter ER blevet diagnostiseret biopolar, og at hun skal behandles for OCD. Du spørger, om det ’kun’ er unge med psykoser og skizofreni, der kan få det ekstra tillæg.
I aktivlovens paragraf 25, stk. 3, nr. 5 står der følgende:
’...personer, der har en dokumenteret psykisk lidelse, der er diagnosticeret som skizofreni, skizotypisk sindslidelse, vedvarende psykotisk tilstand, korterevarende psykotisk tilstand, skizoaffektiv lidelse, uspecificeret ikke organisk betinget psykose og emotionelt ustabil personlighedsstruktur af borderlinetype’.
Jeg kan godt forstå, du hæfter dig ved, at det primært er unge med psykoser og skizofreni, men det er også unge med borderline samt andre emotionelle ustabile personlighedsstrukturer, der er omfattet.
Men da jeg ikke er læge, kan jeg ikke afgøre, om det at være affektiv biopolar hører under betegnelsen ’emotionel ustabil’.
I skal få den speciallæge, der har tilset din datter, til at skrive en erklæring, så I kan dokumentere hendes diagnoser. Så skal I sende erklæringen til kommunen og ansøge skriftligt om det ekstra tillæg med henvisning til speciallægeerklæringen.
Derefter er det som regel kommunes lægekonsulent, der ser på dokumentationen og tager stilling til, om din datter er i målgruppen.
Det er svært at tyde præcist, hvilke diagnoser der præcist hører under paragraffen, så derfor bliver I nød til at sende det ind til kommunen for at få et endeligt svar. Men det er altså ikke ’kun’ skizofrene og psykoseramte, der kan få tillægget.
Håber det bedste for din datter og ønsker hende god bedring.
Godt hun har dig!
De bedste hilsner Puk
--------- SPLIT ELEMENT ---------