Psykisk syg presset ud af gymnasium: Nu har Simone fået en chance på en ny skole

Gymnasium kunne ikke håndtere maniodepressiv elev, så de pressede hende til at droppe ud - nu har en ny skole samlet hende op

Simone er en smule maniodepressiv og har angst - det kunne Næstved gymnasium ikke klare. Privatfoto
Simone er en smule maniodepressiv og har angst - det kunne Næstved gymnasium ikke klare. Privatfoto

Næstved Gymnasium og Køge Gymnasium har ikke været helt enige om, hvorvidt Simone Tolvstein skulle gå i skole.

Selv om den 19-årige elev havde et karakter-gennemsnit på 10,1, gik i 3. g og kun manglede otte måneder, før hun blev student, mente Næstved Gymnasium, at hendes psykiske sygdom gjorde hende uegnet til at blive uddannet.

Ifølge Simone blev hun presset til at droppe ud, selvom hun ikke selv ønskede det.

Det har Køge gymnasium nu ændret på og har givet hende en ny chance.

Køge ser ikke tilbage
- Det er en fantastisk følelse at se sin studenterhue og se, at der stå ens navn på og året 2017, som først planlagt, siger Simone til Ekstra Bladet.

Hun er lykkelig over, at Køge Gymnasium har taget hende ind, og at hun igen kan læse og gå i skole.

- Jeg er kommet i en rigtig god klasse med søde mennesker og gode lærere. Stemningen på skolen er i det hele taget rigtig god, alle føles lige, og vi sidder alle samlet i kantinen uden hierarki, siger hun.

Køge Gymnasium har modsat Næstved Gymnasium vurderet Simone som skole-egnet.

Artiklen fortsætter under:

Simone har det meget bedre Køge Gymnasium, end hun havde det i Næstved. Privatfoto
Simone har det meget bedre Køge Gymnasium, end hun havde det i Næstved. Privatfoto
 

- Vi har ikke sat os ind i den foregående sag. På Køge Gymnasium ser vi frem ad og ikke tilbage, siger Mikkel Sørensen, vicerektor på Køge Gymnasium.

Det var ham, der talte med Simone, da hun søgte ind, og han mener, hun er klar.

- Når vi optager elever, tager vi en samtale med dem og laver en individuel vurdering. I dette tilfælde er Simone elev her nu, så vi har jo vurderet, at hun er i stand til at gå i gymnasium, siger hun. 

Danskerne støtter Simone
Tilbage i oktober sidste år delte Simone sin historie på Facebook, som efterfølgende gik viralt i Danmark. 14.000 likede, næsten 18.000 delte, og 2000 kommenterede.

Simone er diagnosticeret med cyklotymi, en grad af det at være maniodepressiv, og så kæmper hun med angst.

På et øjeblik kan hun gå fra at føle sig på toppen og have gang i 1000 ting til at være i bunden og ingen energi have. Noget, der kan tricke det, er uforudsiglighed - fx når hun er i skole.

Derfor har hun altid haft en aftale om, at lærerne ikke skal udspørge hende, hvis hun ikke markerer. Men i 3. g blev alt det lavet om, da en ny lærer startede, og Simones behov blev ikke længere taget hensyn til.

Artiklen fortsætter under:

Simone mente, at skolen ikke lyttede på hende. Med den nye lærer ville hun sikre sig, at hun stadig kunne sige fra for uventede spørgsmål, hvis hun havde en dårlig dag med meget angst - ligesom hun plejede. Hendes forespørgsel til skolen blev dog tolket som et krav, de ikke mente, hun kunne stille.

Derfor afviste de hende blankt.

- Jeg blev så ked af det, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, skrev Simone i sit opslag på Facebook.

Simone oplevede, at skolen kørte psykisk terror på hende. De hev hende til samtaler, hvor de blev ved med at afbryde hende. De tvang hende til at aflevere sin mobil, og hun blev fysisk holdt tilbage. Hun oplevede, at skolen blev ved med at opfordre hende til at droppe ud. Når de talte til hende, afbrød de hende hele tiden, og når de havde hende til samtaler, ville de have hende til at skrive under på, at de måtte søge indsigt i hendes journaler fra psykiateren.

- Hvis jeg ikke underskrev, fik jeg mere eller mindre direkte besked på, at jeg ville blive smidt ud, skriver hun. Skolen hev Simone til en samtale og opfordrede hende kraftigt til at droppe ud.

Til sidst gav Simone efter, selvom hun inderst inde ikke ville stoppe og aldrig havde drømt om det. Fire dage efter kontaktede hun dem og sagde, at hun havde fortrudt. Men der afviste de hende igen.

Næstved benægter historien
Flere medier tog historien op om Simone, og rektor på Næstved Gymnasium, Susanne Stubgaard, udtalte sig dengang til BT, hvor hun slet ikke kunne genkende historien.

Ifølge hende afviste skolen ikke, at hun måtte starte igen, men for at få en eksamen, skal man i et vist omgang kunne deltage i undervisningen. Det mente Susanne ikke Simone var i stand til.

- Hun kan ikke magte at gennemføre en undervisning på fuld tid. Men det var heller ikke en mulighed, og derfor er det en rigtig ulykkelig sag. Nogle gange er der bare nogle omstændigheder, der gør, at man ikke kan gennemføre. Vi er ikke en behandlende institution, vi er en skole, der ellers normalt har ry for at påtage os et ekstremt stort ansvar over for vores elever. Derfor er det her noget, der rammer os alle meget dybt, sagde hun til BT. 

Derimod følte Simone, at der er sket en stor misforståelse.

Hun beskriver sig selv som engageret i skolen, aktiv, bare på eget initiativ, hun afleverer sine ting, og fremlægger foran klassen, når de har projekter.

Det eneste, hun ønskede, var bare, at den nye lærer vidste, at hun kunne blive påvirket af uventede spørgsmål, hvis hun havde en dag med angst.

17 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere