Pusherbesøg og interne slagsmål med knivstik og trusler gør beboerne på bostederne utrygge

Slagsmål og dødstrusler mellem beboere er ikke et særsyn på bosteder, viser aktindsigt i arbejdsforholdene på botilbud.

Modelfoto: Polfoto
Modelfoto: Polfoto

Ud af det blå stak en 17-årig beboer en medbeboer med flere knivstik i overkroppen. Det skete i april i år på et behandlingshjem for børn og unge med psykiske lidelser i Hillerød.

Det er langt fra det eneste botilbud, hvor medbeboere er ude efter hinanden. 

Der findes ingen tal, der bekræfter problemets omfang, men rapporter fra Arbejdstilsynet viser, at flere psykisk sårbare beboere må leve med trusler og voldsomme slagsmål. 

Læs også: Kommune stiller krav: Ansatte på bosteder skal advares om psykisk syge

Forholdene bekymrer SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed. 

Stukket med dybe stik

Gennem en aktindsigt i Arbejdstilsynets tilsynsbesøg ved landets bosteder sidste år har Avisen.dk kunne dokumentere, at spark og slag er en del af arbejdsmiljøet for medarbejderne.

Læs også: Voldsmænd og mordere gør tilværelsen utryg for ansatte og beboere på åbne bosteder

Men tilsynsrapporterne vidner også om, at der ofte forekommer vold mellem beboerne.

På den selvejende institution Grønnemosegård i Ansager stak en beboer en medbeboer ned med en kniv med omkring 14 dybe stik i både ryg, mave og kind.

Beboeren var kendt for tit at blive vred, sparke til ting, råbe og skælde ud. Det fremgår af en tilsynsrapport fra 14. september 2015.

Regime af utryghed

Problemerne med vold internt mellem beboere er særligt slemt på større botilbud og i Hovedstadsområdet, mener formanden for SIND Knud Kristensen.

Det er et stigende problem, fordi beboerne stadig bliver dårligere samtidig med, at der er færre medarbejdere.

- Beboerne beskriver et regime af utryghed, fordi nogle er misbrugere, og hvor der kommer pushere ind og handler med stoffer, siger Knud Kristensen til Avisen.dk.

En af de beboere, der føler sig utryg ved at bo på et botilbud er en 22-årig kvinde, der er skizofren og depressiv. Hun har ønsket at være anonym, men siger til Avisen.dk:

- Det tager hårdt på os, når personalet bliver sygemeldt, fordi miljøet er for hårdt. Tænk, hvordan det er, når de ikke kan holde til at arbejde her, men det er vores liv og hjem.

Jalousi og gæld 

En tilsynsrapport fra d. 23. november 2015 på socialcenteret St. Dannesbo omkring Odense beskriver, at der forekommer voldelige konflikter mellem beboere.

Det samme står der i en rapport på baggrund af et besøg 19. maj 2015 i Opgangsfællesskabet Suensonsgade i Aalborg.

"Beboerne i opgangsfællesskabet kan alle i perioder være udadreagerende – både fysisk og psykisk. Enkelte beboere er mere konfliktoptrappende end andre. Den udadreagerende adfærd (fysisk klammeri – samt verbalt – dødstrusler) er som oftest vendt mod andre beboere," står der blandt andet.

Margit Madsen, der er afdelingsleder af det Bo- og gadeteam, som opgangsfællesskabet Suensonsgade hører under, understreger dog, at vold blandt beboerne i opgangen på ingen måder forekommer på daglig basis.

- Vi ser oftest konflikterne, når der er jalousi mellem beboere på grund af kærester, eller når de skylder hinanden penge. Vi har oplevet at der kan komme nogen udefra og skabe ballade, men vi har et godt samarbejde med politiet i de sager, siger hun. 

Gafler og knive i luften  

En medarbejder fra det socialpsykiatriske botilbud Robert Jacobsens Vej i Bagsværd, der tidligere hed Ringbo, oplever gennem sit arbejde en del konflikter beboerne imellem.

- En del af dem bliver udnyttet og bestjålet. Der er mange situationer, hvor beboerne råber og skændes med hinanden, og indimellem kommer de også op at slås, siger den ansatte, der ønsker at være anonym.

En af beboerne har blandt andet overfaldet en ældre kvinde, der også bor på botilbuddet, fortæller medarbejderen.

Og en mandlig beboer, der i dag er overflyttet til et andet bosted, udøvede grov vold mod to medbeboere og skabte stor utryghed blandt beboere ved gentagende gange at vælte madbuffeten, så mad og service fløj rundt.

Fatale konsekvenser  

I de værste tilfælde, fører volden mellem beboerne til dødsfald. I 2013 mistede en ældre mandlig beboer på et socialpsykiatrisk bosted i Ørsted øst for Randers på tragisk vis livet, efter han blev overfaldet af en medbeboer.

Samme år kom to beboere på forsorgshjemmet Saxenhøj på Lolland op at skændes. Udfaldet blev, at en 47-årig mand trak en kniv og ridsede en 41-årig i ansigtet. Situationen endte uden dødsfald. Men året efter dræbte en beboer to ansatte på samme botilbud.

På Bocentret Ringbo i Bagsværd, hvor en sosu-assistent i 2013 blev stukket ihjel af en beboer, blev også en 57-årige beboer kvalt i sin bolig i 2008. Drabet på beboeren blev aldrig opklaret.

Læs også: Karins bror fik tæsk: "Han blev slået og sparket, mens han lå og græd"

6 kommentarer
Vis kommentarer