Putin-modstander forgiftet flere gange: Alle mine organer satte ud

TÆT PÅ DØDEN: Lægerne gav den russiske system-kritiker Vladimir Kara-Murza fem procents chance for at overleve. Han fortsætter kampen mod Putin, og hvad han kalder et korrupt og autoritært styre

Foto: AP Photo/Manuel Balce Ceneta
Foto: AP Photo/Manuel Balce Ceneta

To gange inden for de sidste tre år er Putin-kritikeren Vladimir Kara-Murza blevet forsøgt aflivet med gift.

- Jeg fik symptomer på alvorlig forgiftning, som førte til, at alle mine organer satte ud, og jeg var i koma. Lægerne gav mig omkring fem procents chance for at overleve. Så jeg er meget heldig, siger den kendte systemkritiker til den norske avis vg.no.

Vladimir Kara-Murza har netop været i Norge for at tale om det russiske præsidentvalg her i weekenden. Og næstformanden i Open Russia kæmper fortsat for at fremme civile rettigheder og demokrati i sit hjemland.

Det på trods af, at han har været så tæt på at miste livet i attentat-forsøgene.

Vladimir Kara-Murza blev forgiftet i maj 2015 og i februar 2017.

Sofistikeret gift
System- og Putinkritikeren er ikke i tvivl om, at han skulle dræbes på grund af sine politiske synspunkter.

- Giften var meget stærk og fik alle organer til at svigte. Den var samtidig så sofistikeret, at lægerne ikke kunne findee ud af, hvilken gift, der var tale om. Måden, som attentatet blev udført på, får mine kolleger og mig til at foretage den åbenbare konklusion, at det her bærer signaturen fra den russiske sikkerheds-tjeneste.

Vi har længe vidst, at det er farligt at være i opposition til Vladimir Putins regime. I dag er der mere end 140 politiske fanger i Rusland. Og fængsel er ikke den værste skæbne, som venter modtanderne, siger Vladimir Kara-Murza til VG.

Foto: AP/ Dmitry Astakov
Foto: AP/ Dmitry Astakov
 

Putin-modstanderen lægger ikke skjul på, at han agter at kæmpe videre mod Putin.

- Vores land fortjener meget mere end blot at have et korrupt og autoritært regime, der ledes af en tidligere KGB-officer. Det er vores pligt og vores ansvar at fortsætte arbejdet med at skabe forandringer og sikre, at det russiske folk frit får lov til at vælge sin egen regering. Vi fortsætter dette arbejde trods risikoen, presset, truslerne og angrebene, fastslår Vladimir Kara-Murza overfor VG.

Ikke et demokrati
Vladimir Kara-Murza mener, at valget i Rusland her i weekenden på ingen måde repræsenterer demokratiske principper.

Putin har været statsminister eller præsident siden 2000. Når han er blevet genvalgt, vil han kunne blive siddende ved magten frem til 2024. Ifølge den russiske grundlov er det Putins sidste periode.

Men Vladimir Kara-Murza siger til den norske avis, at Putin-regimet bare kan bøje loven, som man ønsker.

- Det er jo ikke en demokratisk regering. Den er ikke bundet af loven. Måske bliver dette ikke hans sidste periode. Måske bliver han ikke siddende alle seks år. Vi ved det ikke. Den russiske historie har dog vist os, at de store politiske omvæltninger i vort land er sket hurtigt og uventet.

Foto: AP/ Yuri Kochetkov
Foto: AP/ Yuri Kochetkov
 

Stjæler fra folket
Vladimir Kara-Murza tror ikke på, at en stærk Putin er med til at holde Rusland samlet og forhindre, at en endnu mere despotisk leder kommer til magten.

- Hvad er værre end et korrupt og autoritært kleptokrati (bedragerisk styreform, red.), som er styret af det tidligere KGB. De stjæler fra det russiske folk og holder fast i magten for at beholde pengene., lyder det fra Vladimir Kara-Murza.

Russeren opfordrer i det stort opsatte interview i VG alle lande i Vesten til at indføre de såkaldte Magnitsky-love. Disse love medfører at personer, der er involveret i korrupsion og brud på menneskerettighederne, ikke kan få bevilget visum eller bruge banksystemerne i disse lande.

Kun seks lande har indtil nu vedtaget lovene.

 

64 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere