Putin praler med sine nye dræbermaskiner

Den russiske præsident brugte som vanligt en stor del af sin tale til nationen på at fremhæve Rusland som en militær stormagt

Præsident Putin under sin tale til nationen onsdag. Foto: Alexander Nemenov/AFP/Ritzau Scanpix
Præsident Putin under sin tale til nationen onsdag. Foto: Alexander Nemenov/AFP/Ritzau Scanpix

Det yderst nedkølede forhold mellem USA og Rusland blev endnu en gang understreget, da Ruslands præsident, Vladimir Putin, onsdag holdt sin årlige tale til nationen.

Præsident Putin gennemgik en lang række af de nye og dødbringende våben, som landet er ved at udvikle eller har færdigudviklet.

Putin var dog yderst forsigtig med at oplyse, hvornår våbnene i givet fald vil komme i brug.

Han understregede, at Rusland er klar til at svare igen, hvis amerikanske missiler bliver bragt ind i Europa.

- Hvis USA fremstiller og sender mellemdistancemissiler til det europæiske kontinent, vil det tilspidse situationen markant. Det vil være en seriøs trussel mod Rusland, da nogle af missiltyperne vil kunne nå til Moskva på 10-12 minutter, lød det advarende fra Vladimir Putin.

Den russiske præsident, Putin, følger en militær øvelse på nærmeste hold. Foto: Reuters
Den russiske præsident, Putin, følger en militær øvelse på nærmeste hold. Foto: Reuters
 

Zirkon raket
Den russiske præsident forklarede længe og indgående om landets nyeste dræbermaskiner.

Zirkon er en raket, som flyver hurtigere end lydens hastighed. Ifølge Putin flyver den langt hurtigere end det, militære analytikere i Vesten er nået frem til i deres analyser.

- Det ser meget lovende ud. Arbejdet med raketten går efter planen og er meget vellykket, lød det fra præsidenten.

Zirkon har ifølge Putin en hastighed på op til ni mach og har en rækkevidde på et tusinde kilometer.

Raketten er udviklet til at kunne affyres fra ubåde og overfladefartøjer. Intet kan modstå hypersoniske missiler, har det russiske forsvar tidligere oplyst.

Avangard missil
Putin forklarede også i sin tale, at landet nu er gået i gang med at serieproducere det nye missilsystem 'Avangard'. Systemet er en bastard mellem et ballistisk missil og et ubemandet hypersonisk svævefly.

Russerne har fremstillet denne animation, som viser, hvordan missilet kan trænge igennem fejdens missilforsvar. Foto: RU-RTR Russian Television via AP
Russerne har fremstillet denne animation, som viser, hvordan missilet kan trænge igennem fejdens missilforsvar. Foto: RU-RTR Russian Television via AP
 

Præsidenten har store forventninger til systemet, som han mener er usårligt. En påstand som vestlige militær eksperter har rystet på hovedet af.

- Bluff, siger de.

Vladimir Putin overvåger sammen med den øverste militære ledelse en test-affyring af Avangard missilet. Foto: Mikhail Klimentyev, Sputnik, Kremlin Pool Photo via AP
Vladimir Putin overvåger sammen med den øverste militære ledelse en test-affyring af Avangard missilet. Foto: Mikhail Klimentyev, Sputnik, Kremlin Pool Photo via AP
 

Fjernstyret atomubåd
Med en vis stolthed i stemmen oplyste præsident Putin også, at en spritny, ubemandet undervandsbåd med navnet Poseidon vil blive præsenteret i løbet af foråret. Ubåden vil blive udstyret med atomvåben, og den skal bruges mod fjendens havne og kystbyer.

Vesten blev opmærksom på udviklingen af dronen tilbage i 2015. Dronen bliver angiveligt udstyret med en koboltbombe på 200 megaton.

SATAN 2 missil
Russerne har også travlt med at udvikle et interkontinentalt ballistisk missil, som bliver drevet af flydende brændstof. Missilet vil have en rækkevidde på 17.000 kilometer. Projektet kaldes Sarmat - af russerne. Nato kalder det 'SATAN 2'

Testaffyring af SATAN2. Foto: RU-RTR Russian Television via AP
Testaffyring af SATAN2. Foto: RU-RTR Russian Television via AP
 

Putin forventer sig meget af missilet, som ifølge hans forsvarsminister kan udslette store landområder.

Hypersonisk missil
Ruslands ballistiske missil Kinzhal kan også bære atomsprænghoveder. Missilet har fået navn efter en russisk dolk.

Allerede sidste år omtalte Putin våbnet i sin årlige tale til nationen.

Missilet er hypersonisk, hvilket betyder at den kan flyve med ti gange lydens hastighed. Ruslands forsvarsministerium har meddelt, at det har en rækkevidde på op mod 2000 kilometer.

Under talen sidste år blev der vist en animation af det nye missil, som blev sendt mod den amerikanske delstat Florida, hvilket fik det amerikanske udenrigsministerium til at protestere.

 

Missilet kan affyres fra flere forskellige jagerfly - blandt andet det supersoniske Tu-22 M.

Laservåben mod ubemandede fly
Under sin tale nævnte Vladimir Putin også det kraftige laservåben Peresvet og dets unikke egenskaber.

Våbnet er ved at blive testet for øjeblikket. Det skal angivelig bruges mod fjendens ubemandede fly.

Både Ruslands og USA's præsidenter har fået større mulighed for at udvikle ny våben, efter at begge lande gensidigt har opsagt den 30 år gamle nedrustningsaftale INF. Aftalen forbød landbaserede mellemdistanceraketter.

Kilder: Morgenavisen Jyllands-Posten, VG, Ritzau, AP

110 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere