Qvortrup: 'Read my lips - det vil ikke gentage sig'

En skandale som Se & Hør-sagen kommer ikke til at gentage sig, lover Ekstra Bladets kommende chefredaktør, Henrik Qvortrup

'Ekstra Bladet skal bide til alle dem, der har en eller anden form for magt - også chefredaktører,' lyder det fra Henrik Qvortrup
Følg Samfund

'Den lille mand' spiller en afgørende rolle for Ekstra Bladets nye chefredaktør, Henrik Qvortrup. På mindst to måder:

For det første, fordi han vil 'finde tilbage til den linje, hvor Ekstra Bladet er den lille mands avis'.

Og for det andet, fordi Qvortrup - i kølvandet på Se & Hør-skandalen, hvor han endte med at blive idømt fodlænke - har 'en 'lille mand' i baghovedet, der skal forhindre lignende sager i fremtiden.

Det siger han efter offentliggørelsen af sit skifte fra BT, hvor han sidste år blev politisk redaktør efter at have været på Ekstra Bladet.

- Vi skal tilstræbe, at Ekstra Bladet er noget helt særligt, hvor avisen bider alle dem, der har en eller anden form for magt i det her samfund, i haserne - også chefredaktører. Det er essensen af Ekstra Bladet, siger han.

- Men hvad er det nye, du kommer med?

- En ting er at sige det. Noget andet er at gøre det. Uden at genere nogle af mine forgængere, så er Ekstra Bladet måske blevet lidt for meget som de andre.

Vil ikke kaste smuds
- Jeg vil ikke kaste smuds på det, der er, for Ekstra Bladet er en fortræffelig avis. Men vi skal finde tilbage til den linje, hvor Ekstra Bladet er den lille mands avis, ambassadører for den del af befolkningen, som måske ikke er tilgodeset på samme måde, som alle os, der render rundt i en lille boble i København.

- Det sagde Poul Madsen også hver dag i 14 år, så igen: hvad er det nye du kommer med?

- Nu får du et rigtigt politiker-svar: at det vil jeg gerne vente en måned eller to eller tre eller fire med. Det vil være rimeligt uprofessionelt med håndfaste erklæringer om, hvad Ekstra Bladet skal. Jeg kan sige, hvilken retning, vi skal i, og vi skal have mere af det rigtigt gode, vi allerede har.

'Boomer'
- Du er 57 år. Du er hvid, du er mand, du tjener gode penge. Du er kort sagt en kæmpe boomer. Hvordan kan du være fremtidens mand?

- Haha. Jeg kan hverken løbe fra mit køn, min alder eller min race. Men heldigvis er jeg omgivet af folk, der kan bistå mig i bestræbelserne på at være digital, men i den proces skal man ikke kaste alt det, Ekstra Bladet er, ud med badevandet.

- Du har skiftet job mange gange: du var på Ekstra Bladet, før du kom til BT og nu tilbage. Hvor længe bliver du denne gang?

- Jeg har tænkt mig at blive længe. Det er indbegrebet af mit drømmejob, og jeg var måske i virkeligheden for dårlig til at forhandle lønnen, for det var en no-brainer at tage det her job. Så mit svar er, at jeg har tænkt mig at blive længe.

Den lille mand skal melde sig
I 2016 blev Henrik Qvortrup som nævnt dømt for medvirken til hacking i den såkaldte Se & Hør-sag, hvor kendte personers kreditkort blev overvåget, også på Qvortrups vagt som chef.

Henrik Qvortrup kalder i dag den sag for 'sit livs fejl'

- Jeg begik mit livs fejl. En fejl, så det basker. Jeg var nok et par år for længe om at erkende, at det var en fejl. Jeg ved nu, at det var et stort skridt for langt, og det har jeg fået en rimelig straf for, og den har jeg lært af.

- Hvad har du lært af det?

- Det har jeg selvfølgelig tænkt meget over. Jeg har lært, at man altid skal have en lille mand siddende i baghovedet, der kan komme frem og spørge, om man er på vej ud ad en tangent, selvom der ligger en god historie rundt om hjørnet, siger han.

- Denne lille mand bor fast i mit hoved nu, og han skal melde sig, så jeg ikke igen overskrider den grænse, jeg gjorde dengang.

- Vil den lille mand i hovedet smide en god historie for ikke at overskride grænsen igen?

- Tag mit ord for, at jeg har lært af fortiden, og at det, 'read my lips', havde jeg nær sagt, ikke kommer til at gentage sig.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Hun mobber. Hun intimiderer. Hun håner.