Råber op: Risiko for svigt af danske dyr

Aktindsigt og egne undersøgelser får Dyrenes Beskyttelse til at slå alarm på vegne af danske spædekalve. Loven overholdes ganske enkelt ikke, lyder det.

Foto: Animal Welfare Foundation / Dyrenes Beskyttelse
Foto: Animal Welfare Foundation / Dyrenes Beskyttelse

I Danmark bliver dyr behandlet godt. Eller hvad?

Ikke alle, hvis man skal tro Dyrenes Beskyttelse. De har undersøgt forholdene for danske spædekalve, som sendes ud på lange transporter.

Deres undersøgelser viser, at spædekalvene risikerer at både sulte og tørste på de lange ture. Årsagen er, at lovgivningen på området risikerer at blive brudt – og at den i det hele taget er nærmest umulig at overholde.

Over 17 timers transport
Ifølge Dyrenes Beskyttelse blev der sidste år sendt flere end 33.000 danske kalve ud på de lange ture, og der er dokumenteret ture til både Holland og Belgien. Særligt hollænderne er storimportør af kalve fra Danmark.

Dyrenes Beskyttelse søgte aktindsigt for to ugers logbøger over transport af danske spædekalve, og her blev kalvene transporteret i op til 17,5 timer. Kalve, der i flere end 90 procent af tilfældene kun var en måned gamle.

Logbøgerne viste, at det undervejs kun blev til én times pause, og det er blandt andet her, den danske organisation for dyrevelfærd råber vagt i gevær. Loven siger nemlig, at chaufføren skal sørge for vand til samtlige kalve i transporten, som der ofte er flere end 200 af.

En tæt på umulig opgave, ifølge Dyrenes Beskyttelse.

Artiklen fortsætter under billedet...

Det er lange ture, som de danske kalve risikere at komme ud på. Foto: Animal Welfare Foundation / Dyrenes Beskyttelse
Det er lange ture, som de danske kalve risikere at komme ud på. Foto: Animal Welfare Foundation / Dyrenes Beskyttelse

Dyrlæge er forarget: ’absolut ikke egnet’
Hos Dyrenes Beskyttelse fik de bekræftet deres mistanke, da de i juli fulgte en transport på en 14 timer lang tur fra Nordjylland til Holland.

Her video-dokumenterede organisationen, at chaufførens lovpligtige opsyn med at dyrene fik vand kun bestod af få sekunders kig ind til kalvene. Her bekræftede chaufføren i videoen selv, at kalvene ikke fik mælk på turen. Han tændte blot for en række ventiler til vand.

Og det er ikke godt nok, mener Ditte Erichsen, der er dyrlæge hos Dyrenes Beskyttelse og Master i vurdering af husdyrvelfærd.

- Spædekalve er sårbare og kræver særlig omsorg. Logbøger og videooptagelser dokumenterer, at de lange transporter absolut ikke tilgodeser kalvenes behov, siger hun og fortæller, at vand-ventilerne heller ikke giver garantier:

- Der findes – så vidt vi har kunne researche os frem til - ingen dokumentation for at spædekalve rent faktisk er i stand til at drikke af disse vandventiler under transport.

Ditte Erichsen er desuden bekymret for, om kalvenes tid uden vand og foder faktisk er længere end bare selve transporten:

- Kalvene bliver jo afhentet i besætningerne mange timer før, de læsses på den hollandske bil. Er de blevet fodret, og hvor langt fra kommer de? Hvis de heller ikke har fået noget at drikke inden pålæsningen, er lidelserne for denne sårbare dyregruppe jo endnu længere, lyder det fra dyrlægen.

Dyrenes Beskyttelse vil ændre loven

Én ting er, om der bliver levet op til den nuværende lovgivning. Hos Dyrenes Beskyttelse mener de, at loven slet og ret skal ændres.

De mener, at spædekalvene slet ikke burde transporteres over så store afstande, og at de derfor bør komme i samme kategori som søer, der har indgået i produktionen af smågrise... Det vil betyde, at spædekalvene ikke udsættes for de lange transporter – uanset om den nuværende lovgivning overholdes eller ej. 

- Overordnet er det EU-regler, der fastsætter, hvordan dyr må transporteres. Men vurderes en bestemt kategori af dyr at være uegnede til transport, så kan man nationalt indføre forbud. Der er ingen tvivl om, at spæde kalve er uegnede til lange transporter, og derfor er vores klare budskab til fødevareministeren: forbyd det, siger Ditte Erichsen fra Dyrenes Beskyttelse

Hvis du ligesom Dyrenes Beskyttelse mener, at spædekalve bør erklæres uegnede til lange transporter, kan du støtte ved at skrive under på det forslag, de håber, kan råbe politikerne op.

Skriv under her

 

Dette er en annoncørbetalt artikel skrevet af Ekstra Bladets kommercielle journalister i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse