Radio- og tv-nævnet har ikke fundet anledning til at ændre sin vurdering af afgørelsen af udbuddet om den nye dab-kanal, oplyser nævnet i en meddelelse.
Radio Loud vandt udbuddet foran Radio24syv og DK 4 Radio. De tre kanaler har efterfølgende kunnet stille spørgsmål om udbuddet og afgørelsen, som nævnet fredag har besvaret. Samlet er der stillet 86 spørgsmål.
De tre ansøgere blev bedømt på tre kriterier - herunder realisme, økonomisk tilskud og programplaner.
Radio- og tv-nævnet medgiver i sine svar, at det kunne have valgt en mere "matematisk korrekt metode" i bedømmelsen af programplaner, som flere eksperter har sat spørgsmålstegn ved.
Men samtidig understreger nævnet, at det ikke har ændret på den samlede bedømmelse af den grund.