Ramaskrig over fagforeningboss' højhusplaner

Johnny Nim fra 'Det Faglige Hus' kaster sig ind i privat højhusprojekt midt i Esbjerg by - og det kommer ikke til at gå stille af

Visualisering: Friis & Molkte og Arkitektfirmaet Rudolf Lolk
Visualisering: Friis & Molkte og Arkitektfirmaet Rudolf Lolk

Den på en gang både populære og stærkt forkætrede fagforeningsboss Johnny Nim fra Esbjerg har med vanlig præcision fået sig placeret lige midt i en voldsom storm.

Johnny Nim har nemlig planer om at opføre et tolv etagers højhus i Esbjergs bymidte, hvor der ellers kun må bygges i fem etagers højde.

De storstilede planer har udløst både ros og voldsom kritik i byrådet og hos borgerne i Esbjerg.

- Det bliver et grimt skrummel af en bygning, der er med til at smadre midtbyen, siger en af de argeste kritikere af byggeriet, Hans Erik Møller, der er socialdemokrat og sidder i byrådets Plan og Miljøudvalg.

Visualisering: Friis & Molkte og Arkitektfirmaet Rudolf Lolk
Visualisering: Friis & Molkte og Arkitektfirmaet Rudolf Lolk
 

Smukt og unikt
Selv mener Johnny Nim og samarbejdspartneren Brian Elsted Hansen, at de er i færd med at skabe et smukt og unikt byggeri, som kan tiltrække nye borgere til byen.

- Byggeriet er udformet i gode materialer og i samarbejde med embedsmændene i kommunen. Stadsarkitekten har også sagt god for det. Det støtter vi os til, siger de to bygherrer til Ekstra Bladet.

De to byggematadorer Johnny Nim og Brian Elsted Hansen. Foto: Det Faglige Hus
De to byggematadorer Johnny Nim og Brian Elsted Hansen. Foto: Det Faglige Hus
 

Johnny Nim og Brian Elsted Hansen driver som henholdsvis formand og administrerende direktør sammen den gule fagforening 'Det Faglige Hus' med omkring 149.000 medlemmer. Fagforeningen er landets fjerdestørste.

- Byggeriet har dog ikke noget med fagforeningen at gøre. Det er et helt privat byggeprojekt, fastslår Johnny Nim.

'Det er simpelthen åndssvagt'
Det tolv etager høje hus skal opføres på hjørnet mellem Torvegade og Borgergade. Det kommer til at ligge mellem byens torv og det kendte Esbjerg Musikhus, der er tegnet af arkitekterne Jan og Jørn Utzon. Få hundrede meter derfra ligger også byens gamle og 33 meter høje vandtårn, der er Esbjergs vartegn.

- Det er simpelthen åndssvagt, at man vil ødelægge hele den smukke kultur-akse, som vi har brugt år på at skabe. Et byggeri i 44 meters højde vil fuldstændig ødelægge omgivelserne og fjerne fokus fra det smukke musikhus. Det bliver en skamplet, siger Hans Erik Møller til Ekstra Bladet.

Højhuset skal ligge på denne tomme byggegrund tæt på Esbjergs gamle vandtårn. Bebyggelsesprocenten bliver på hele 781 procent. Foto: Christer Holte
Højhuset skal ligge på denne tomme byggegrund tæt på Esbjergs gamle vandtårn. Bebyggelsesprocenten bliver på hele 781 procent. Foto: Christer Holte
 

Bebyggelsesprocenten vil blive på 781 procent, hvilket Hans Erik Møller betegner som himmelråbende vanvittigt.

LOKAL ARKITEKT: DET ER EN KATASTROFE

- Det er katastrofe.

Arkitekt og formand for Esbjerg Kommunes Byfond, Helene Plet, lægger ikke fingrene imellem, når hun skal bedømme placeringen af det nye højhus midt i Esbjerg.

- Det er simpelthen ikke fagligt begrundet, når man vil placere et 12 etagers højhus lige midt i byen. Det bliver jo et højhus, der umotiveret stritter op for sig selv. Jeg fatter ikke, hvorfor man i kommunen ikke tænker i helheder og ser på, hvilken sammenhæng højhuset skal ligge i. Hvorfor skal Esbjerg altid være lillebror og lave alle de fejl, som alle andre allerede har begået, spørger den anerkendte arkitekt, som selv bor i byen.

Ifølge Helene Plet er det helt andre typer af huse, som skal opføres i bymidter.

- I en bymidte skal der være lav bebyggelse, og der skal være oaser og gode byrum. Man skal kunne se lys og himmel. Ingen gider da at sætte sig i skyggen af et højhus. Jeg kan kun undre mig over, at byens nye stadsarkitekt åbenbart synes godt om denne fejlslagne ide, siger Helene Plet til Ekstra Bladet.

- Det er meningen, at der skal være erhverv i de nederste etager og beboelse i resten af bygningen. Der bliver tale om nogle dejlige lejligheder med en fantastisk beliggenhed og udsigt, som forhåbentligt kan tiltrække nye borgere til byen, siger Brian Elsted Hansen.

- Er det her et 'enten eller' byggeri? Kan I ikke bare bygge i fem etagers højde?

- Ja, det her er byggeprojektet. Og det er det, som vi fremadrettet arbejder med. Når vi gerne vil op i tolv etager, hænger det naturligvis sammen med økonomien og kvaliteten i projektet, siger makkerparret bag det storstilede byggeprojekt.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

HÅRD VIND VIL GIVE PROBLEMER
Den verdensberømte danske arkitekt Jan Gehl advarer ifølge TVSYD stærkt mod projektets gennemførelse. Han kalder byggeriet for et 'hist-og-pist-højhus', der stritter i alle retninger.

- Hvem har nogensinde stået ved siden af et højhus og tænkt: Her er da rart at være? Det blæser, det er køligere, fordi højhuse kaster voldsomme skygger, og højhuse synes altid at vælte ned over en, siger han til TV-stationen.

Arkitekten påpeger, at blæsten kan blive så hård på de øverste etager, at man hverken kan sidde på balkonen eller åbne et vindue.

Visualisering: Friis & Molkte og Arkitektfirmaet Rudolf Lolk
Visualisering: Friis & Molkte og Arkitektfirmaet Rudolf Lolk
 

Det er dog ikke forhold, som forskrækker Johnny Nim og Brian Elsted Hansen.

- Vi ved godt, at det blæser i Esbjerg. Vi ved også godt, at man ikke altid vil kunne opholde sig på balkonen. Det er vi jo vant til.

Vi har i øvrigt udformet bygningen som et tårn, fordi det vil minimere vinden. Skyggevirkningen fra bygningen tror vi ikke rigtig på, siger makkerparret til Ekstra Bladet.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

 

BYRÅD OG BORGERE SPLITTEDE I HØJHUSDRAMA

Både borgerne i Esbjerg og politikerne i Esbjerg Byråd er dybt splittede over Johnny Nim og Brian Elsted Hansens massive byggeprojekt midt i hjertet af Esbjerg.

Da byrådet for nylig behandlede sagen, gik der nærmest ild i byrådssalen på grund af den ophedede debat. Et flertal på 19 gik ind for at få udarbejdet en lokalplan for området, som tillader højhusbyggeriet.

12 stemte imod.

Når lokalplanen er lavet, skal den sendes ud i høring blandt byens borgere.

Esbjergs Venstre-borgmester Jesper Frost Rasmussen er meget positiv overfor byggeplanerne. Han synes, at højhuset passer fint ind i bybilledet.

Tidligere borgmester Preben Rudiengaard fra Venstre valgte den lidt mere pragmatiske linje.

- Der er mange følelser på spil i byrådet. Esbjerg er borgernes by, så lad nu dem komme til orde i en høring, foreslog Preben Rudiengaard.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

 

Rikke Larsen, 22, og Mads Thrane, 24, begge Esbjerg:

- Vi har ikke hørt så meget om projektet. Men umiddelbart ser det da meget fint ud. Byggeriet er ganske pænt, og vi gad da godt at bo på øverste etage og så oven i købet lige midt i byen. Men det får vi nok ikke råd til. Vi kan godt forstå, at der er modstand mod højhuset. Men mon ikke, at det bare handler om, at man skal vænne sig til det?

Foto: Christer Holte
Foto: Christer Holte
 

 

Frederik Larsen, 75, Esbjerg:

- For min skyld må man gerne bygge højhuset der. Nu om dage bygger man jo stort alle steder. Så kan man vel også gøre det i Esbjerg? Jeg synes bestemt ikke, at huset skæmmer. Jeg ville da selv rigtig gerne bo i det nye højhus. Men jeg gider ikke at flytte mere i min høje alder.

Foto: Christer Holte
Foto: Christer Holte
 

 

H.C. Glargaard, 63, og Else Madsen, 63, Esbjerg:

Højhuset passer overhovedet ikke ind her i centrum. Byggeriet er såmænd pænt nok, selv om det er noget af en kasse at se på. Der må da være andre steder udenfor byen, hvor man kan anbringe det højhus. Nim har nok fået for mange penge mellem hænderne, når han går i gang med det her. Og dem med pengene bestemmer jo. Find et andet sted.

Foto: Christer Holte
Foto: Christer Holte
 

 

Preben Nielsen, 74, Esbjerg:

Højhuset vil fuldstændig ødelægge musikhusets kønne og arkitektonisk flotte udseende. Jeg vil gerne opfordre til, at man finder et andet sted. Det er tydeligt, at man ikke har arbejdet med helheden i dette projekt. Esbjerg er desværre ikke for køn i forvejen, og det her vil kun gøre det værre. Det er ærgerligt, for der findes faktisk mange smukke bygninger i byen.

Foto: Christer Holte
Foto: Christer Holte
 

 

Eva Larsen, 86, Esbjerg:

Det er simpelthen rædselsfuldt, som de er ved at ødelægge byen. De klasker grimme bygninger op alle steder. Huset her ser herrens ud, og tolv etager på dette sted er alt for meget.

 Jeg er yderst skeptisk overfor projektet, og jeg kunne ikke drømme om selv at skulle bo i sådan en hæslig bygning.

Foto: Christer Holte
Foto: Christer Holte
 

 

 

114 kommentarer
Vis kommentarer