Hvis du ikke har været uden for døren endnu, kan vi advare om, at der er voldsomt koldt derude. Og det er der en helt specifik grund til.
- Der er sket det her i løbet af weekenden, at vi har fået et koldt pust ned fra nordøst af noget nærmest sibirisk kulde. Det er vinterluft, hvor luften er så kold, som man også har det om vinteren. Og det vil sige, at nogle af de byger, der falder rundt omkring i landet, især i den nordlige og østlige del af Jylland, er med sne og slud i, siger vagthavende meteorolog hos DMI, Thyge Rasmussen.
- Det er simpelthen, fordi luften er så kold, og det er også med temperaturer mange steder nede omkring eller under frysepunktet her fra morgenstunden af. Så der er ikke meget forår over det.
En af Ekstra Bladets fotografer tog nogle billeder omkring Aalborg her til morgen, hvor sneen dalede ned og ikke tilnærmelsesvist lignede noget, der barslede mod sommer.
Og Thyge Rasmussen medgiver da også, at der er usædvanligt koldt.
- Det er koldere end normalt, men det ses tit i april. Det er også derfor, man taler om aprilsvejr, for i april kan du have alt muligt vejr. Man kan have hedebølge, og man kan have hård frost. I april kan alting ske, siger han.
Samtidig advarer politiet flere steder om glatte veje.
Efter talrige påske-ulykker: Pas på glatte veje!
- Kontrasten virker stor i forhold til weekenden, hvor der var godt vejr..
- Det var ikke voldsomt varmt. Men søndag var det i hvert fald solskin her på Sjælland med ganske svag vind omkring ti grader, og så er det fint nok. I dag når vi ikke meget over fem grader, og det er, fordi det er denne her kolde luft, vi har nede over os, siger han og fortæller, at der trods alt er en ganske god chance for at få noget solskin.
- Men der er også de her snebyger, som huserer rundt omkring, og det er stadig i især det nordlige og østlige Jylland og så nede omkring Østersøen - altså Bornholm og måske Lolland Falster, siger han.
Når vi når frem til i eftermiddag, kan snebygerne også begynde at dukke op på Sjælland. Men især i formiddag vil der være mest solskin på Sjælland og Fyn.
- Vil det fortsætte sådan?
- Den her kolde luft vil stadig ligge over os det næste døgn eller to, men vinden, som i øjeblikket er frisk fra nordøst, aftager, og i nat bliver det stille og klart vejr, men det betyder også, at det bliver en rigtig kold nat, måske ned til en 4-5 graders frost. Så det bliver endnu koldere i morgen, når man skal op og af sted, siger Thyge Rasmussen og fortsætter:
- Men i morgen tegner faktisk ganske pænt, fordi så har vinden som sagt lagt sig og vi får tørvejr og i hvert fald noget solskin. Og så bliver det langsomt lunere, men sådan rigtig godt bliver det ikke.