Randers Byråd ikke forarget over letpåklædte damer

- Hvis det nu virkelig var ægte striptease, så siger jeg, og hvad så? Det er et lovligt erhverv, kommenterede Jens Peter Hansen, (V), i aftes ved byrådsmøde sag om fest med letpåklædte damer

Det var her på Hotel Randers, at letpåklædte damer leverede erotisk underholdning for blandt andre en håndfuld byrødder med ledsagere fra Randers Byråd i november 2015. Foto Tine Harden
Det var her på Hotel Randers, at letpåklædte damer leverede erotisk underholdning for blandt andre en håndfuld byrødder med ledsagere fra Randers Byråd i november 2015. Foto Tine Harden

Der var kun behersket opbakning fra en enkelt kollega i Randers Byråd, da sagen om festen for Randers Havn med letpåklædte damer var på dagsordenen ved byrådsmødet i aftes.

Kasper Fuhr Christensen, Velfærdslisten, havde bedt byrådskollegerne og borgmester Claus Omann Jensen, (V), forholde sig til, at Randers Havn - og dermed Randers Byråd - for halvandet år siden festede med havnebestyrelsen og kunder på Hotel Randers. Havnebestyrelsen består af en håndfuld byrådsmedlemmer, og de havde til lejligheden ægtefæller med til middagen, som blev pakket ind i et erotisk show opført af skuespil- og dansegruppen Neo Burlesque.

Den enlige opbakning til Kasper Fuhr Christensens kritik af arrangementet kom fra Bjarne Overmark, Beboerlisten, der i sine bemærkninger til problematikken blandt andet sagde:

- Det er mange år siden, jeg har været inviteret til et arrangement med ledsager. Der er foregået ting i andre havnebestyrelser i Vejle og Horsens (kritik af overforbrug, red.), og man kan spørge; er det her relevant.

- Spørgsmålet skal i hvert fald rejses, tilføjede Bjarne Overmark.

Smagsdommeri
Til gengæld trak flere byrådsmedlemmer forstående og overbærende på skuldrene af festen med det erotiske tilsnit, hvis kuvertpris var 1.068 kroner for de 78 deltagere.

- Slå koldt vand i blodet. Burlesque er ikke striptease, lød det samstemmende fra SFs Charlotte Broman Mølbæk og Beboerlistens Jens Laursen.

Venstres Jens Peter Hansen gik et skridt videre og udtrykte, hvad der lød som irritation og forargelse over, at debatten overhovedet var på dagsordenen.

- Hvis det nu virkelig var ægte striptease, der var tale om, så ville jeg stadig sige, og hvad så? Det er et lovligt erhverv, og jeg synes, vi er ude i smagsdommeri, hvor vi som byrådsmedlemmer skal lege sagsbehandlere i forhold til, hvordan Randers Havn driver sin virksomhed, sagde Jens Peter Hansen.

Sådan præsenterer Neo Burlesque-gruppen sig på facebook.

Forud for byrådsmødet havde Randers Havn i et skriftligt svar redegjort for festen 14. november 2015. Heraf fremgår det blandt andet, at det er en årlig tradition at lave et arrangement som det på Hotel Randers for især at styrke relationerne til havnens samarbejdspartnere.

Reel kuvertpris på 2.000
Tidligere borgmester og nuværende 2. viceborgmester, havnebestyrelsesformand Henning Jensen Nyhuus (S), uddybede over for byrådet, at han intet anede om, hvad Neo Burlesque er, og at det i hvert fald ikke var striptease.

- Jeg noterer mig, at der er god, bred opbakning til vores forklaringer om, at der er tale om kundepleje. Jeg vil også gerne have med, at kuvertprisen (1.068 kroner) ikke kun er for mad og drikke, men også for underholdningen, sagde Henning Jensen Nyhuus og tilføjede, at han ville bringe indsparkene fra byrådsmødet videre til havnebestyrelsen.

Kasper Fuhr Christensen pointerede, at det er vigtigt at huske, at Randers Havn er direkte underlagt Randers Byråd, og at han fortsat finder festen med Neo Burlesque for upassende. Samtidig påpegede han, at den réelle kuvertpris nærmere er cirka 2.000 kroner, fordi arrangørerne ingen interesse kan have haft i, at byrådsmedlemmerne havde ægtefæller og kærester med.

Borgmester Claus Omann Jensen, (V), forstår godt havnens behov for kundepleje.

- Men der hviler også et særligt ansvar på havnebestyrelsen, pointerede han og tilføjede, at der i øjeblikket kigges på, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at formulere generelle retningslinier for aktiviteter som festen på Hotel Randers.

Se også: Randers Byråd stod bag fest med letpåklædte damer

 

1 af 5 Bjarne Overmark, Beboerlisten, var én af de få ved byrådsmødet tirsdag aften, der ytrede kritik af festen på Hotel Randers med ægtefæller og kærester. Foto Ole Lind
2 af 5 Hotel Randers ude fra fotograferet i juni 2015, da der opstod brand på hotellet. Foto Ernst Van Norde
3 af 5 Henning Jensen Nyhuus, (S), vil nu i sin egenskab af formand for havnebestyrelsen referere til sine bestyrelseskolleger, hvad der blev debatteret på byrådsmødet tirsdag aften. Foto Ulrich Borch
4 af 5 Borgmester i Randers, Claus Omann Jensen, (V), har endnu ikke reageret på Ekstra Bladets anmodninger de seneste to dage om et interview angående festen med de letpåklædte damer på Hotel Randers. Foto Ernst Van Norde
5 af 5 Det var her på Hotel Randers, at letpåklædte damer leverede erotisk underholdning for blandt andre en håndfuld byrødder med ledsagere fra Randers Byråd i november 2015. Foto Tine Harden
69 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere