Rapport: 133 coronasmittede er døde på danske plejehjem

Omkring hver tredje af de coronarelaterede dødsfald i Danmark er blandt beboere på plejehjem

133 plejehjemsbeboere er døde efter at være konstateret smittet med coronavirus.

Det viser en ny rapport fra Statens Serum Institut. Rapporten har fokus på plejehjem.

I alt 403 personer er døde i Danmark, efter at de var smittet med coronavirus. Dødsfaldene på plejehjemmene svarer derfor til omtrent en tredjedel af alle dødsfald med virusset i Danmark.

425 beboere på plejehjem er blevet testet positiv for coronavirus, fremgår det af rapporten.

De 425 beboere, der er testet positiv, er fordelt på 88 plejehjem i 45 kommuner.

Der er foretaget 3414 test i alt af plejehjemsbeboere, heraf er 2989 beboere testet negativ. Det fremgår også af rapporten, at 12 procent af de personer, der blev testet negativ, siden er døde.

Hos Dansk Folkeparti kalder man tallene for antallet af døde med coronavirus på plejehjemmene for ulykkelige.

- Det er ulykkeligt, at så mange ældre er blevet ramt og afgået ved døden. Nu handler det om at forebygge. Vi skal have en klar teststrategi til plejehjemsbeboere - flere test - og flere værnemidler til personalet, siger ældreordfører i Dansk Folkeparti Karina Adsbøl til B.T.

7 kommentarer
Vis kommentarer