Rapport: Luftforurening skyld i 400.000 dødsfald i Europa

På et enkelt år var luftforurening skyld i, at 400.000 europæere døde for tidligt, viser EU-rapport

Luftforurening var i 2016 skyld i 400.000 for tidlige dødsfald i Europa. Samtidig er næsten alle europæiske byboere udsat for så meget forurening, at det overstiger, hvad der er sundt at indånde.

Det viser en rapport, som Det Europæiske Miljøagentur (EEA) har offentliggjort onsdag.

- Luftforurening er i øjeblikket den væsentligste miljørisiko for menneskelig sundhed, skriver EEA i rapporten.

Hjerte-kar-sygdomme, hjertestop, lungesygdomme og lungekræft er ifølge EEA de mest hyppige grunde til de 400.000 for tidlige dødsfald forårsaget af luftforurening.

Tallene fra 2016 er de senere, som EEA har haft mulighed for at analysere.

Forfatteren bag rapporten er miljøagenturets luftkvalitetsekspert, Alberto González Ortiz. Han påpeger, at selv om niveauet af farlige partikler i den europæiske luft falder, så falder det ikke hurtigt nok.

- Vi har endnu ikke nået EU-standarderne, og vi er selvfølgelig langt fra at nå WHO's (Verdenssundhedsorganisationens, red.) standarder, siger han til Reuters.

34 kommentarer
Vis kommentarer