Rasende chauffør efter afsløringer: - Jeg er rystet

Rene John Poulsen er rystet over, at hans personfølsomme oplysninger lå frit fremme på Habils hjemmeside

Rene stoler ikke længere på Habil og har valgt at stoppe som chauffør, før han overhovedet kom i gang (Foto: Privat)
Rene stoler ikke længere på Habil og har valgt at stoppe som chauffør, før han overhovedet kom i gang (Foto: Privat)

Fredag kunne Ekstra Bladet afsløre, at den nye såkaldte ’dele-økonomiske fragt-tjeneste’, Habil, har haft chaufførernes personfølsomme oplysninger liggende frit tilgængeligt for alle gennem virksomhedens hjemmeside.

Rene John Poulsen er en af de chauffører, hvis oplysninger har været tilgængelige for alle med en internet forbindelse.

- Jeg kommer ikke til at køre for Habil. Det er jeg fast besluttet på. Jeg er rystet. Det bør slet ikke kunne lade sig gøre. Sikkerhed bør være første prioritet, siger Rene til Ekstra Bladet og takker samtidig for, at han nu er advaret.

Lukket hullet
Habil fik, efter en konfrontation med Ekstra Bladet fredag, lukket for adgangen til de omkring 1500 filer med billeder af straffeattester, sygesikringsbeviser, registreringsbeviser, kørekort og chauffører. Informationerne har ikke været beskyttet bag nogen form for kodeord, og det har ikke taget mere end få klik på tastaturet at finde frem til dem.

- Det er lige meget, at det er lukket nu. Mine oplysninger har kunnet florere længe, siger den 44-årige Rene, som til daglig er ansat hos Københavns Kommune.

Med få klik på Habils hjemmeside lykkedes det Ekstra Bladet at komme frem til personfølsomme oplysninger på op mod 700 chauffører. Bag hver af disse koder lå enten en straffeattest, et kørekort, et sygesikringsbevis eller et billede af chaufføren og dennes bil. (Screendump fra ha-bil.dk)
Med få klik på Habils hjemmeside lykkedes det Ekstra Bladet at komme frem til personfølsomme oplysninger på op mod 700 chauffører. Bag hver af disse koder lå enten en straffeattest, et kørekort, et sygesikringsbevis eller et billede af chaufføren og dennes bil. (Screendump fra ha-bil.dk)

Mistet alt tillid
Som mange af de andre op mod 700 chauffører har Rene indsendt flere billeder til Habils database: Registreringsattest, billede af begge sider af kørekortet, billede af ham selv og bevis på en ren straffeattest. Og selvom hullet nu er lukket, mener Rene, at han fremover ikke kan stole på, at Habil passer på hans oplysninger.

- Det skal ikke være sådan, at man ikke kan aflevere sine personfølsomme oplysninger, og de så ryger ud i æteren, siger Rene, som omgående vil tage affære.

- Jeg vil skrive en mail til dem om, at jeg vil have trukket mine oplysninger ud af deres systemer, og at jeg gerne vil have fjernet min profil.

Tror på konceptet
Samtidig med at den 44-årige er vred over den ansvarsløse omgang med hans personfølsomme opplysninger, understreger han, at han stadig tror på det koncept, som Uber og Habil står for.

- Jeg vil også være interesseret, hvis der kommer lignende systmer, men jeg vil ikke have noget med Habil at gøre. Og hvis andre virksomheder ser det her, så bør det være første prioritet at tjekke systemerne igennem og sikre, at det ikke sker for dem. For Habil kommer til at miste chauffører på det her. Det er der ingen tvivl om, siger Rene.

Mere til børnene
Ved siden af jobbet ved kommunen tjener han lidt ekstra på sit eget fragtfirma, Polles Pakketransport, men han har i særlig grad haft glæde af den frihed, tjenester som Uber har givet ham.

- Det er sindssygt godt. Jeg har mine børn hver anden uge, og det her er en ekstrem frihed til at få endnu en indkomst, siger Rene.

De ekstra penge på lommen, som han har tjent gennem Uber og også fragt-tjenesten Mover, kan han bruge på sine børn.

- Den tid, jeg ikke har med mine børn, kan jeg bruge på at tjene lidt penge. Og når jeg har mine børn kan jeg koncentrere mig om dem. Og når de spørger om vi skal gå i biografen eller i svømmehallen, så kan jeg nemt sige ja, fortæller Rene John Poulsen.

Habil lancerede sin app den 18.april, men grundet teksniske problemer kom bilerne først på gaden torsdag i denne uge.

150 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere