Rasende Distortion-gæster vil have pengene tilbage

En Distortion-koncert onsdag aften blev afbrudt kort efter, den var gået i gang. Nu vil mange have pengene tilbage

Bliv klogere på gadefesten her. Foto/redigering: Olivia Loftlund/Kristian Hansen

Ligesom koncerten med psytrance-duoen Vini Vici på Rådhuspladsen var gået i gang onsdag aften til Distortion, blev den stoppet til stor frustration for de mange tilskuere.

Flere af dem vil nu have pengene tilbage for det gadearmbånd til 130 kroner, som man skulle have for at komme med til koncerten, der blev afholdt af gadefestivallen Distortion.

17-årige Cedric Gino er en af dem. Ham og hans venner var taget tidligt ind til Rådhuspladsen.

- Vi havde fået at vide, at man skulle komme tidligt, hvis man skulle være sikker på at få plads. Jeg tog kun derind for at se ham, siger han til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

17-årige Cedric Gino er rigtig træt af forløber til Distortion onsdag aften. Privatfoto
17-årige Cedric Gino er rigtig træt af forløber til Distortion onsdag aften. Privatfoto
 

Han hyggede sig og drak i flere timer med vennerne og var mere end klar til at give den fuldt gas. Men sådan blev det ikke.

- Vini Vici nåede at spille i ti minutter, så stoppede musikken og der stod på skærmen, at de ville holde fem minutters pause på grund af sikkerhed, fordi folk var for vilde.

'Latterligt'
Der kom dog til at gå hele 45 minutter, før Cedric og rigtig mange andre koncertgæster fik at vide, at koncerten var slut og de skulle forlade Rådhuspladsen.

- Jeg synes, det er totalt latterligt. Så skuffende og så til grin.

Han havde som så mange andre valgt at bruge 130 kroner på et gadearmbånd, så han kunne kom ind på området på Rådhuspladsen.

- Jeg synes, jeg skal have pengene tilbage. De har reklameret med, at Vini Vici kom, og det var derfor, at jeg kom. Jeg er kæmpe fan af ham og elsker hans musik.

- Jeg købte kun armbånd, fordi jeg ville se ham, men det kom ikke til at ske og jeg synes, det er til grin, siger han.

Cedric er ikke den eneste, der gerne vil have pengene tilbage. Inde på Distortions Facebook-side skriver adskillige personer, at de vil have pengene tilbage for deres gadearmbånd.

Afviser
Ekstra Bladet har taget kontakt til Distortion for at høre, om Cedric og de andre utilfredse kunder kan få pengene tilbage, men det afviser festivalens direktør.

'Mange folk, der har købt gadearmbånd kun for at se Vini Vici, vil gerne have pengene tilbage, fordi de ikke føler, at de har fået det, de har betalt for. Hvordan forholder I jer til det?'

'Vi forstår godt at folk er skuffede. Det her er virkelig frustrerende. Men det her er desværre svært at styre, når man holder en byfestival som distortion. Netop derfor var det også meldt ud, at kapaciteten var begrænset, og at man ikke var sikret adgang,' oplyser Thomas Fleurquin i en mail.

Ifølge Distortions sikkerchef Tanya Krossteig Egholm valgte man at lukke Rådhuspladsen af sikkerhedsmæssige årsager på grund af pres udefra, hvor alt for mange mødte op på en gang.

'Vi har fulgt vores sikkerhedsprocedurer og traf et valg om at lukke ned for Rådhuspladsen cirka klokken 22:30. Politiet understøttede vores beslutning', lyder svaret.

Ekstra Bladet er taget til Distortion for at følge aftenens begivenheder. Du kan følge med her.

278 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere