Raser mod kommunens løbehjuls-krig: - Kommer ud af det blå

Teknik- og Miljøforvaltningen mener til gengæld, at man i lang tid har advaret firmaerne om, at brug af kommunens arealer kræver tilladelse

Erik på 72 år prøver et af Københavns nye elektriske løbehjul. Video: Kristian Hansen

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Udlejere af både elektriske løbehjul og cykler føler sig uretfærdigt behandlet oven på Københavns Kommunes hårde kurs mod virksomhederne.

Hvis ikke løbehjulsudlejerne Tier og Voi og cykeludlejer Donkey Republic får styr på deres køretøjer, bliver de fjernet på virksomhedernes regning, ligesom man truer med at pudse politiet på udlejerne.

72-årige Erik Elsgaard er ikke for gammel til at suse af sted på et elektrisk løbehjul. Foto: Linda Johansen Samfund - 3. mar. 2019 - kl. 13:18 72-årige Erik vild med el-løbehjul

El-løbehjul og cykler udlejes nemlig ulovligt fra kommunens arealer og skaber ifølge forvaltningen gener for byens fodgængere og trafikanter.

Teknik- og Miljøforvaltningen har givet virksomhederne ti dage til at komme med indsigelser, før både påbud og politianmeldelser kan blive en realitet.

Truslerne får dog flere af udlejningsfirmaerne til at ryste på hovedet. Både Voi og Donkey Republic hævder nemlig, at de har været i kontakt med kommunen hele tiden.

Elektriske løbehjul er smarte og hurtige, men udlejes ifølge Københavns Kommune ikke lovligt. Foto: Linda Johansen Samfund - 5. mar. 2019 - kl. 17:55 Tordner mod el-løbehjul: I strid med reglerne

Kommer pludseligt
Derfor mener begge udlejningsfirmaer, der operer i hovedstadsområdet, at det er urimeligt, at de nu har ti dage til at fjerne deres cykler og løbehjul. Det slår Caroline Steiner, kommunikationschef i Donkey Republic, fast over for Ekstra Bladet.

- Vi er ærgerlige over, at beskeden kommer så pludseligt, fordi vi var af den opfattelse, at reguleringen skulle til afstemning i Borgerrepræsentationens Teknik- og Miljøudvalg 18. marts, siger hun og fortsætter:

- Vi har lige siden 2016 været i dialog med Københavns Kommune, hvor vi flere gange er kommet med forslag til en samarbejdsaftale, som kunne bruges, indtil der var udviklet en regulering. Den indeholdt også bud på, hvordan en regulering kunne se ud, og hvordan markedet kunne reguleres.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Københavns Kommune ligger i strid med flere udlejningsfirmaer om brug af el-løbehjul og el-scootere i hovedstadsområdet. Foto: Linda Johansen
Københavns Kommune ligger i strid med flere udlejningsfirmaer om brug af el-løbehjul og el-scootere i hovedstadsområdet. Foto: Linda Johansen

Fredrik Hjelm, stifter af og administrerende direktør for Voi, er ligeledes ked den seneste udvikling.

'Vi er ærgerlige over situationen, fordi vi er blevet taget rigtig godt imod af vores brugere i København. Derfor vil vi selvfølgelig arbejde på hurtigst muligt at finde en løsning og fortsætte den dialog, vi har haft med kommunen gennem hele vores tid i København,' skriver han blandt andet i en mail til Ekstra Bladet.

Carl Pedersen her er 18 år og må lovligt køre på el-løbehjul. Men det gør rigtig mange børn, som ikke er gamle nok, også. Foto: Linda Johansen Samfund - 4. mar. 2019 - kl. 22:48 Mindreårige kører ulovligt på el-løbehjul

Den tyske løbehjulsudlejer Tier oplyser til Ekstra Bladet, at man nu vil undersøge, hvilke mulige konsekvenser kommunens udmelding vil have for for virksomheden. Man har dog ikke opgivet ambitionen om at optimere indkøringen af el-løbehjul i Danmark.

'Vi glæder os til yderligere tæt dialog med Københavns Kommune, da vi tror på de produktive processer, vi igennem tiden har været igennem', skriver vækstansvarlig hos Tier Noah Kruse i en mail til Ekstra Bladet.

Løbehjulene har invaderet hovedstaden. Foto: Linda Johansen
Løbehjulene har invaderet hovedstaden. Foto: Linda Johansen
 

Fortaler for regulering
Caroline Steiner håber ikke, at sagen fører til en politianmeldelse, men vælger i stedet at fokusere på, at der skal findes en løsning, inden tidsfristen løber ud.

- Vi har hele tiden været fortalere for, at der skal være en regulering, hvilket netop er grunden til, at vi har været i kontakt med Københavns Kommune i flere år. Netop derfor er vi også overraskede over, at det kommer så pludseligt og ud af det blå. Vi så gerne, at vi fortsætter dialogen, siger hun.

Donkey Republic har 2401 cykler i København. Tier og Voi har tilsammen omkring 400 elektriske løbehjul i København.

Kommune: Ikke én eneste tilladelse

Mikkel Halbye Mindegaard, enhedschef i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, bekræfter, at man løbende har været i dialog med løbehjulsudlejere og Donkey Republic.

Han afviser dog, at ​varslet om påbud mod virksomhedernes produkter kommer pludseligt.

 - Vi har holdt møder og vejledt dem i, hvad reglerne var. Vi har også skrevet til dem og været meget præcise med at fortælle, hvordan loven ser ud på dette område. Erhvervsmæssig brug af kommunens vejareal kræver tilladelse, siger enhedschefen til Ekstra Bladet.

Både Voi og Tier har understreget, at man har indgået aftaler med for eksempel hoteller og caféer og dermed har lov til herfra at leje løbehjul ud.

- Det er meget muligt, men vi har ikke givet en eneste tilladelse til udlejning af elektriske løbehjul, fastholder Mikkel Halbye Mindegaard, som uddyber, at ​forvaltningen skal give en specifik tilladelse til, at eksempelvis hoteller eller caféer kan udleje løbehjul.

Erik Elsgaard prøver et el-løbehjul i de københavnske gader. Han er vild med konceptet. Foto: Linda Johansen
Erik Elsgaard prøver et el-løbehjul i de københavnske gader. Han er vild med konceptet. Foto: Linda Johansen
 

Vil ikke genere nogen
Mens Fredrik Hjelm til Ekstra Bladet siger, at man betaler de virksomheder, hvor man sætter løbehjul op, for ydelsen, ville en eventuel kommunal tilladelse ifølge Mikkel Halbye Mindegaard være gratis.

- Borgerrepræsentationens Teknik- og Miljøudvalg skal ifølge Donkey Republic stemme om regulering af el-køretøjer 18. marts - er det ikke et mærkeligt tidspunkt, I varsler et påbud på?

- De skal stemme i løbet af foråret, men om det lige bliver 18. marts, ved jeg ikke. Vi forholder os til den konkrete situation i byen og de fremkommelighedsmæssige problemer, som blandt andet tvinger folk til at gå ud på vejbanen, når de ikke kan komme til for for eksempel løbehjul på fortovene, siger enhedschefen, som afviser, at man bare forsøger at genere udlejere af elektriske løbehjul og cykler for at stille sig i vejen for nye tiltag i byen.

Seks nye udlejere på spring
Han afviser ikke, at ​regelændringer kan blive aktuelle for at skabe bedre rum til de nye transportmidler.

- Politikerne ​på Københavns Rådhus har hjemmel til at lovliggøre og lægge byrum til kommercielle tiltag og aktiviteter, som vi som forvaltning så skal prøve at administrere, men som loven og reglerne er nu, lever udlejerne af løbehjul og Donkey Republic ikke op til dem. Vi har henvendt os til Transportministeriet og gjort opmærksom på, at den eksisterende vejlov ikke ​tager højde for nye forretningsmodeller som disse.

- Ifølge Politiken står seks udlejere af elektriske løbehjul på spring for at indtage København - hvad siger I til det?

- Vi har hørt fra nogle af dem og vejledt dem, ligesom vi har vejledt de eksisterende, siger enhedschefen, som forventer, at Voi, Tier og Donkey Republic retter ind, så man ikke er nødsaget til at tage grovere midler som politiet i brug.

Regler for elektriske løbehjul

- Elektriske løbehjul, der er tilladt i trafikken, må højst kunne køre 20 km/t. med motorkraft alene. Løbehjul, der kan køre hurtigere end 20 km/t., er IKKE tilladt i trafikken. 

- Der må ikke være noget sæde på løbehjulet. 

- Løbehjulet skal være CE-mærket. Det må højst veje 25 kg, være maks to m langt og 70 cm bredt.

- Løbehjulet skal være forsynet med en rød refleks bagpå, en hvid refleks foran og gule eller hvide reflekser på hver side. Reflekserne skal være godkendte og opfylde samme krav som reflekser på cykler.

- Du skal køre med lys på hele døgnet. Du skal have en hvid lygte foran og en rød lygte bagpå. Lygterne skal sidde på løbehjulet og være tydeligt synligt på mindst 300 meters afstand. 

- Du skal følge cykelreglerne, og du skal køre på cykelstien, hvor der er cykelsti.

- Du skal være fyldt 15 år.

- Børn under 15 år må kun køre på elektrisk løbehjul i trafikken, hvis barnet er sammen med en voksen på 18 år eller derover, som har kontrol over barnets kørsel. På lege- og opholdsområder er der dog ikke krav om, at børn, der kører på elektrisk løbehjul, skal være sammen med en voksen.

- Promillegrænsen er 0,5 og der er nulgrænse for ulovlige stoffer.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

1 af 2 Erik Elsgaard prøver et el-løbehjul i de københavnske gader. Han er vild med konceptet. Foto: Linda Johansen
2 af 2 Løbehjulene har invaderet hovedstaden. Foto: Linda Johansen
73 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere