De skal lukkes for enhver pris.
Det er den følelse, som forældre til børn på de to lollandske skoler i Holeby og Horslunde står tilbage med, efter at kommunen har sendt to skolelukninger i høring.
De ansvarshavende politikere nægter nemlig at lytte til borgerne, lyder kritikken.
Talmanipulation
Først lød det fra kommunens forvaltning i december sidste år, at der var konstateret alvorlige skader på de to skolers facader. Prisen for at renovere skolerne ville løbe op i 250 millioner kroner.
En rapport fra rådgivningsfirmaet Lyngkilde bestilt af kommunen fastlagde så, at man kan udbedre skaderne for godt 11 millioner kroner på de to skoler.
- Så kunne denne undskyldning jo ikke længere bruges, så byrådet ændrede mening, og nu handler det i stedet om elevtal, siger Lasse Præstegaard, der er næstformand i skolebestyrelsen og selv har børn på Horslunde Skole.
Han mener også, at politikernes argument for faldende elevtal er misvisende.
- 2020 viser, at vi havde et brat fald i elevantal, men det er jo kun, fordi cirka 50 elever er flyttet over i et specialtilbud, som også er på skolen, så de går jo stadig på skolen. Der er altså ikke færre elever, men det har de ikke taget med i deres tal. Derfor er de manipuleret, raser Lasse Præstegaard.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Det får voldsomme konsekvenser for børn, forældre og hele lokalsamfundet, hvis Thisted Kommune lukker tre folkeskoler i Sydthy til sommeren 2024, lyder kritikken
Borgmester erkendte
Et flertal sendte 24. januar forslaget om skolelukninger i høring. Til byrådsmødet, som er delt på YouTube af Lolland Kommune, mødte 600 vrede borgere op og deltog.
Her spurgte Lasse Præstegaard også til det besynderlige fald i antallet af elever på Horslunde Skole i skoleåret 20/21, hvor man efter et år med fremgang ifølge kommunen gik fra 181 elever til 136 elever.
I et vævende svar medgav den socialdemokratiske borgmester Holger Schou Rasmussen, at det netop skyldtes flytningen af elever til specialtilbud, som man ikke havde medtaget i sine tal.
- Det er sådan, at i skoleåret 18/19 var der 171 elever, i 19/20 181 elever, i 20/21 136 og i 21/22 140. Det markante fald fra skoleåret 19 til 20 skyldes opstart af specialskolen og visitering af elever hertil for Horslunde specialskole, sagde borgmesteren.
Lasse Præstegaard pointerer over for Ekstra Bladet, at man trods borgmesterens parole om færre elever faktisk har set elevfremgang på skolen de seneste år.
- Så kan det godt være, at det er med få elever, men vi kæmper og lykkes med at få flere elever til skolen, uddyber han.
Der lægges op til, at elever på Horslunde Skole fra skolestart næste sommer skal på en længere tur på mindst ti kilometer til Nakskov, hvor de skal fordeles på Byskolen og Stormarkskolen. Elever på Holeby Skole vil ifølge planen blive overflyttet til Rødby Skole.
En katastrofe
På Lolland står man langtfra alene med skolelukninger.
Ekstra Bladet har trukket tal fra Indenrigs- og Boligministeriet, der viser, at cirka hver tredje folkeskole er lukket eller lagt sammen med andre skoler siden 2007.
Alene i år er der varslet blodbad på skoleområdet over hele landet. Hver tredje skole står til at få kniven af Thisted Kommune. Foruden i Thisted Kommune lukker fire skoler i Vordingborg Kommune eksempelvis ved udgangen af dette skoleår.
I Slagelse Kommune bliver fire skoler også lukket til sommer, mens børne- og familieudvalget i Vesthimmerland Kommune netop har indstillet fem skoler til lukning, viser seneste referat fra byrådsmødet 7. marts.
I Aalborg er to skoler ligeledes lukningstruet.
Administrerende direktør i organisationen Balance Danmark Kim Ruberg mener, at denne udvikling er dårlig nyt for sammenhængskraften i kongeriget.
- Vi mener, at det er en katastrofe for et lokalsamfund, når en skole lukker. Her skyder vi mod Finansministeriet, for med de forbandede regneark, som de fordeler alle vores fælles rigdommen efter, tvinger de jo ganske simpelt kommuner til at lukke mindre skoler.
Han har tidligere pointeret over for Ekstra Bladet, at der er brug for langt flere penge til folkeskolerne.