Rathsack: Det vil gennemsyre Forsvaret

Den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack forudser et massivt negativt efterspil i Forsvaret som konsekvens af, at tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen tirsdag blev idømt fængselsstraf

Den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack forudser et stort efterspil i kølvandet på rettens dom over hærchef Hans-Christian Mathiesen. Foto: Jakob Boserup
Den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack forudser et stort efterspil i kølvandet på rettens dom over hærchef Hans-Christian Mathiesen. Foto: Jakob Boserup

Embedsmisbrug, pligtforsømmelse og videregivelse af fortrolige oplysninger.

Tirsdag blev den tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen kendt skyldig i fire ud af fem anklagepunkter ved retten i Viborg.

60 dages ubetinget fængsel, lød dommen, som blev anket til landsretten på stedet af hovedpersonen.

Men uanset udfaldet ved øverste instans, har Forsvaret allerede lidt skade af den verserende sag.

Det påpeger den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, der ikke er i tvivl om, at skandalen vil medføre negativ omtale til den organisation, han i sin aktive periode selv repræsenterede i 16 år.

- Jeg ærgrer mig, fordi jeg grundlæggende enormt godt kan lide Forsvaret. Jeg har aldrig nogensinde haft så dygtige chefer, som jeg havde her. Derfor er det ærgerligt for Forsvaret at opleve brodne kar, siger han til Ekstra Bladet.

- Vi har oplevet en masse skandaler. Og det får de største konsekvenser, når det er lederne, som begynder at lave krumspring, fortæller Rathsack.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen blev tirsdag idømt 60 dages fængsel. Han ankede dommen til landsretten. Akivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen blev tirsdag idømt 60 dages fængsel. Han ankede dommen til landsretten. Akivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
 

Den forhenværende jægersoldat understreger, at han intet kendskab har til sagen, hvor Hans-Christian Mathiesen er sigtet for misbrug af sin stilling ved at fremme sin nuværende hustrus karriere i Forsvaret.

Men hele forløbet kommer - uagtet den kommende afgørelse i landsretten - til at påvirke organisationen indefra.

- Der ligger jo et kæmpe ansvar i det at være leder for så mange mennesker. Det ligger et kæmpe ansvar i at fremstå som en troværdig chef. Derfor kommer der endnu større dønninger, når der opstår sager, hvor den øverste ledelse ikke udviser dømmekraft, siger Rathsack.

- Det har meget hurtig negativ effekt på hele organisationen. Dagen efter vil folk gå rundt og mundhugges: ’Det er de skide generaler igen. Kan de ikke bare passe deres arbejde?' Sådan vil de sige. Jeg har prøvet at stå i det selv.

- Min pointe er, at en sag som denne vil gennemsyre organisationen. Jeg ved det, fordi jeg selv har været i forsvaret, mens dårlige sager har stået på, siger Rathsack.

OVERBLIK: Her er forløbet i sagen om hjemsendt hærchef

Tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen har været hjemsendt halvandet år med løn, mens Forsvarsministeriets Auditørkorps har undersøgt anklager om urent trav.

Tirsdag blev han ved Retten i Viborg idømt 60 dages fængsel i sagen.

Læs om forløbet her:

* 24. oktober 2018: Hans-Christian Mathiesen fritages for tjeneste og hjemsendes med løn.

Det sker, efter at mediet Olfi på baggrund af anonyme kilder har rejst anklager mod chefen for at favorisere sin kæreste, der arbejder i Forsvaret.

* Sagen får Forsvarsministeriets Auditørkorps til at indlede efterforskning.

* 31. januar 2019: Hans-Christian Mathiesen bliver sigtet for stillingsmisbrug, grov pligtforsømmelse og videregivelse af fortrolige oplysninger.

* 23. august 2019: Forsvarsministeriet meddeler, at Michael Lollesgaard per 1. september erstatter Hans-Christian Mathiesen på posten som chef for Hærkommandoen.

Hans-Christian Mathiesen bliver placeret i et midlertidigt stillingsnummer, indtil sagen mod ham er afsluttet.

* 11. december 2019: Auditørkorpset rejser tiltale mod Hans-Christian Mathiesen for fem forhold vedrørende misbrug af stilling, grov pligtforsømmelse og uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger.

* 4. maj 2020: Retten i Viborg indleder retssagen. 14 vidner, heriblandt forsvarschef Bjørn Bisserup, afgiver forklaring. Hans-Christian Mathiesen har nægtet sig skyldig i alle anklager.

* 19. maj 2020: Retten i Viborg idømmer Hans-Christian Mathiesen 60 dages fængsel. Han anker sagen til landsretten.

Kilder: Anklageskriftet, Forsvarsministeriets Auditørkorps, Forsvarsministeriet, olfi.dk.

99 kommentarer
Vis kommentarer