Kender du det, når man sidder, ligger eller står og ser noget porno og pludselig tænker - hey hov, hun/han er sgu da ikke over 18'.
Så kan Red Barnet måske bruge din hjælp.
Børneorganisationen leder i hvert fald efter pornobrugere, der kan hjælpe Red Barnet med at identificere 'overgrebsmateriale', eller såkaldt børneporno.
Det skriver generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen på Instagram.
'Vi leder efter mennesker, der i forbindelse med at de har set porno, er stødt på billeder eller film, hvor de tænkte "hun/han er da ikke over 18 år" eller af andre årsager har overvejet, at det muligvis var noget ulovligt materiale.', skriver Schmidt-Nielsen i sit opslag, som du kan se herunder:
Artiklen fortsætter under opslaget ...
Anmeld børneporno: Vind gavekort
Forespørgslen er en del af Red Barnets arbejde mod seksuelt overgrebsmateriale.
Siden 2001 har man på AnmeldDet.dk kunne indberette om seksuelt materiale med børn online, og det har indtil videre ført til 80.000 anmeldelser.
Og det er her, Schmidt-Nielsens bøn kommer ind i billedet.
Red Barnet vil nemlig gerne vide mere om, hvorfor nogle brugere vælger ikke at anmelde, selvom de måske støder på børnporno - og hvorfor dem, der anmelder, vælger at gøre det.
Derfor har Red Barnet teamet op med ph.d.-studerende ved Københavns Universitet Sidsel Harder, der forsker i porno og vil foretage anonymiserede interviews med de porno-brugere der er stødt på potentielt overgrebsmateriale, skriver generalsekretæren.
Og udover en snak med Sidsel Harder kan de villige porno-brugere se frem til intet mindre end et gavekort på 250 kroner som en 'tak for hjælpen'.
Om dette er til butikker, restauranter eller porno-sider, fremgår ikke af opslaget.