Reddede fireårig fra døden på altan: Nu har han haft sin første arbejdsdag

Den heltemodige gerning har ændret hans liv

Gense den heroiske redning, der gik verden rundt

Mamoudou Gassama skyndte sig at træde til, da han i maj så en fireårig dreng hænge i sine arme fra en altan på femte sal. Episoden fandt sted i Paris, hvor Mamoudou Gassama i bogstaveligste forstand kravlede op ad bygningen.

Hans heltemodige indsats blev filmet af personer, der overværede situationen, og der gik ikke lang tid, før han fik kaldenavnet 'Spiderman'.

Ifølge en anklager var faren til den lille dreng ude for at shoppe, mens den skæbnesvangre episode fandt sted i familiens hjem.

Efter kort tid kom det frem, at 22-årige Mamoudou Gassama kommer fra Mali. Han blev derefter inviteret til Elysée-paladset i Paris af præsident Emmanuel Macron, hvor han fik tildelt et fransk statsborgerskab.

- Jeg tænkte ikke over det. Jeg klatrede, og gud hjalp mig, fortalte han til præsidenten ifølge CNN.

Senere blev han tilbudt et arbejde hos brandvæsenet i Paris, og han har nu haft sin første arbejdsdag.

Mamoudou Gassama er en af 24 nye rekrutter, og brandvæsenet delte efterfølgende et billede af holdet på Twitter med teksten:

'24 nye frivillige heriblandt Mamoudou Gassama er i dag blevet en del af brandvæsenet i Paris. Tillykke til dem. For dem, der vil være med os.'

Ifølge CNN blev der efterfølgende indledt en efterforskning om, hvorvidt faren til den fireårige dreng havde udsat sin søn for fare. Der vil efter sigende falde en afgørelse i september.

50 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere