Reddede mand ud af bil i havnen: Der var ikke tid til at tænke

Meriton Jasari reagerede sammen med en kollega hurtigt og fik reddet mand ud af bil, der var kørt i havnen

Brandvæsnet i færd med at hejse bilen op igen (Video: Kenneth Meyer)

En 88-årig mand fra Sverige kom torsdag aften grueligt galt af sted, da han af endnu uvisse årsager kørte i havnen ved Skuespilhuset tæt på Nyhavn i København.

Heldigvis blev manden hurtigt reddet op af nogle hurtige vidner, så han overlevede ulykken.

En af de personer, der reagerede hurtigt, er Meriton Jasari. Han arbejder som køkkenchef i SEA by Kiin Kiin, som ligger for enden af Nyhavn, og han var på arbejde, da bilen kørte i vandet.

- Der var nogle gæster, der så, at bilen at kørte i, og så råbte de. Så jeg og vagtmesteren Kasper (fra Hotel 71 Nyhavn, red.) løb bare derud og hoppede i vandet, siger Meriton Jasari til Ekstra Bladet.

Meriton Jasari er køkkenchef i SEA by Kiin Kiin som er en 'søster-restaurant' til Michelin-restauranten Kiin Kiin. Privatfoto
Meriton Jasari er køkkenchef i SEA by Kiin Kiin som er en 'søster-restaurant' til Michelin-restauranten Kiin Kiin. Privatfoto
 

Bil lå på hovedet
Han fortæller, at der ikke nåede at gå mange tanker igennem hovedet på ham, før han hoppede ned i vandet.

- Vi kunne se, at bilen lå på hovedet, så der var risiko for, at nogen inde i bilen havde hovedet under vand, så derfor måtte det gå stærkt. Der var ikke så meget at tænke over, siger han.

Han nåede derfor kun at tage sin telefon ud af lommen, inden han kravlede ned i vandet med sko og tøj på.

Fordi bilen lå på hovedet, kunne de uden problemer få åbnet dørene i bilen og hjælpe manden, da der højst er en halv meter vand på det sted i havnen.

- Vi fik manden ud, og så holdt Kasper ham, mens jeg dykkede ned for at se, om der var flere i bilen. Men det var der åbenbart ikke, fortæller han.

Bilen blev torsdag aften hevet op fra vandet igen. Foto: Kenneth Meyer
Bilen blev torsdag aften hevet op fra vandet igen. Foto: Kenneth Meyer

Hurtigt mere hjælp
Han fortæller, at manden, de reddede ud, lod til at være ved bevidsthed, men han havde det ikke særlig godt. Han var derfor ikke i stand til selv at gøre noget for at komme op.

- Der begyndte hurtigt at komme nogle folk, som hjalp med at få ham op, og så kom brandvæsnet og politiet og tog over. De var der virkelig hurtigt, lyder det fra Meriton Jasari.

Efter politi og redningsmandskab var ankommet, smuttede Meriton og Kasper relativt hurtigt fra stedet igen.

- Vi skulle ind og have et varmt bad, for vandet er ikke specielt varmt. Jeg fryser stadig lidt, siger han.

Han nåede dog at fortælle politiet, hvad der var sket, inden han kom ind og fik varmen.

Politiet undersøgte torsdag aften bilen efter den var kommet op på land igen. Foto: Kenneth Meyer
Politiet undersøgte torsdag aften bilen efter den var kommet op på land igen. Foto: Kenneth Meyer
 

- Ikke sjovt
Meriton Jasaris chef, michelin-kokken Henrik Yde, kalder over for Ekstra Bladet sin køkkenchef for 'en helt'. Mariton Jasari selv er dog ikke så glad for oplevelsen.

- Det var ikke sjovt, siger han.

Da Ekstra Bladet taler med Meriton er han tilbage på arbejdet for en stund.

- Men jeg skal hjem og have et varmt bad igen, så jeg kan få varmen. Det var en kold tur, specielt også fordi jeg skulle dykke hovedet ned under vandet for at se om der var flere mennesker i bilen, siger han.

Politiet har tidligere på aftenen bekræftet, at det var civile borgere, der fik reddet manden ud af bilen. De har endnu ikke fastlagt årsagen til ulykken. De bekræfter samtidig, at den 88-årige svensker var ved bevidsthed, da han blev reddet op af vandet.